1.

At jeg var sindssyg, gik op for mig på et bestemt tidspunkt i samtalen med den psykolog der skulle udrede mig. Han var på min egen alder, og det var lidt underligt i sig selv, men han havde en lidt kejtet intellektuel alvor som gjorde ham troværdig. Måske var det noget han tillagde sig overfor mig for at have lidt etos. Vi kunne have været venner hvis vi havde mødtes på en højskole eller noget lignende, tænkte jeg. Bygningerne var i ét plan, og de lignede næsten en feriekoloni eller måske et kursuscenter da de lå i skovbrynet med træer omkring sig. Psykologen hentede mig altid nede i receptionen, og vi gik ad en ret lang gang ned til hans kontor, og det var ofte lidt akavet at skulle smalltalke her, men det gik fint når vi så kom ind på kontoret. Eller det var fint for mig i hvert fald, han måtte tit fortælle mig at jeg skulle tale højt og ikke bare tænke over hans spørgsmål. Han gik rundt i Birkenstock, og jeg kunne ikke få øje på hans normale sko. Måske kørte han derud i bil i sine Birkenstock, tænkte jeg.

Jeg husker ikke rigtigt detaljerne fra disse samtaler, med undtagelse af visse øjeblikke der står helt klart for mig. Det første er hvordan han med alvorlig mine spurgte mig om jeg blev svimmel hvis jeg rejste mig op. Jeg svarede at jeg da godt kendte til det at blive svimmel hvis man rejste sig for hurtigt, men at jeg ikke ligefrem ville sige at det var noget som karakteriserede mig. Jeg gik ud fra at det handlede om at udelukke en eller anden fysiologisk forklaring på tingene, men jeg har aldrig rigtig kunnet finde ud af det. Et andet øjeblik er den dag det altså gik op for mig at jeg nok var syg i hovedet. Han nævnte mens jeg næsten var på vej ud af døren, at de overvejede „skizotypisk sindslidelse“ hvilket jeg ikke vidste hvad var, men som jeg ligesom kunne forstå på den måde han sagde det på, at jeg var.

Bagefter kørte jeg ud for at læse på universitetet, mest fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg kørte forbi den muslimske gravplads der ligger klemt inde mellem Psykiatrisk Center Hvidovre og Ring 2-motorvejen, og så videre ind langs Folehaven. Det var sent på foråret og varmt, og jeg havde tit for meget tøj på i den periode, måske havde jeg endda halstørklæde på – jeg svedte i hvert fald. Så kørte jeg videre hen over broen ved Fisketorvet og ud på universitetet på Amager. Jeg gik direkte ind og købte frokost i kantinen, satte mig ned, googlede „skizotypi“ og begyndte at græde. Jeg kan huske at jeg i virkeligheden ønskede at der kom nogen forbi og så mig, både fordi jeg var ked af det og ønskede at der var nogen omkring mig, men mest alt fordi jeg ønskede et vidne. Jeg ønskede at mine indre problemer var noget man kunne se.

2.

En måneds tid senere var det så officielt. Jeg var diagnosticeret. Til den afsluttende samtale sagde psykologen noget som jeg har tænkt meget over siden. Han lykønskede mig på en måde, og fortalte at jeg skulle være glad, for med netop denne diagnose ville jeg være berettiget til langt mere hjælpe end bare en almindelig depression eller hvis jeg havde Aspergers, som jeg selv havde nævnt. Det har han ret i, og København er nok et af de bedste steder i verden at få en psykose på grund af de behandlingstilbud der findes her.

Jeg havde, indtil det øjeblik, forstået „diagnose“ som noget næsten mystisk. Jeg kan huske hvordan der engang var snak på gymnasiet om at en af pigerne i parallelklassen havde „fået“ en diagnose, og alle historier jeg siden har hørt om nogen der har været diagnosticeret er blevet fortalt med dæmpet stemme og lidt indforstået mine. Det har altid forvirret mig – som om at ord som „diagnose“ eller „psykose“ bare var noget man skulle vide hvad var. I dag forstår jeg at det skyldes at folk ikke rigtig ved hvad de taler om.

I det øjeblik jeg selv blev diagnosticeret var det som om jeg forstod hvad det ord egentlig betyder: en administrativ afgørelse i velfærdssystemet. Nu havde jeg i et par måneder gået ét sted med en reception, nogle lange gange, kontorer, linoleumsgulve og en scanner til mit sygesikringskort for at blive udredt, og i fremtiden skulle jeg så møde på en anden adresse, i en anden bygning med en reception, nogle lange gange, kontorer, linoleumsgulve og en scanner til sygesikringskortet. Diagnosen er i sin essens ikke så meget en sandhed om hjernen eller psyken, men i stedet en anvisning om en bestemt behandling. At blive diagnosticeret med en sindssygdom i psykosespektret havde for mig – strengt taget – ikke noget at gøre med hvad der sker oppe i hovedet på mig, men handlede om at jeg nu kunne komme om tirsdagen og snakke med en sygeplejerske i OPUS ude på Lersø Parkallé.

Jeg skriver det fordi det forekommer mig at den erkendelse ikke er gjort af dem som kritiserer „diagnosesamfundet“: at diagnosen er en tildeling af en behandling, af hjælp. Den slags „kritikere“ begræder som regel hvordan alle nu til dags „får“ en diagnose, og de synes det er forkert uden helt at gøre sig det klart at hvis man synes at færre bør diagnosticeres, så betyder det praktisk talt at færre bør modtage behandling. Det kan man selvfølgelig godt mene, men så må man bare sige det.

Problemet er i virkeligheden at diagnosen skal opfylde to formål i det offentlige sundhedssystem, og det udgør derfor et problem som aldrig rigtig går op: På den ene side er diagnosen en videskabelig klassificering af forskellige symptomer under en fællesbetegnelse, lidt ligesom når en fællesmængde af forskellige dyr bliver klassificeret som den samme art. På den anden side er diagnosen en tildeling af rettigheder i form af politisk bestemte behandlingstilbud. Jeg har selv i længere tid haft en ulmende mistanke mod den her tendens til at gøre behandling til en særrettighed hvor man tildeler rettigheder baseret på en diagnose. Det fungerer sådan fordi det er en måde politikere kan købe stemmer på. Stem på mig og så sørger jeg for at du får ret til en behandling indenfor en måned hvis du har kræft i røven, eksempelvis. Den med kræft er selvfølgelig en der sælger godt, mens de psykiatriske diagnoser ikke gør. Men det er vist ved at ændre sig, heldigvis, fordi ressourcestærke forældre lader sig købe for behandlingsgarantier til deres børn. For mig betyder det forskellen mellem at have ret til et par eftermiddage på et slags kursus hvis nu jeg var diagnosticeret med Aspergers og to års specialiseret psykosocial behandling da jeg blev diagnosticeret med skizotypi. Sådan et dilemma står mange i da de symptomer der kendetegner de to diagnoser nogle gange kan forveksles. Jeg er skeptisk overfor den her måde at give specielle rettigheder på fordi man rent principielt kun bør anerkende én ret, nemlig alle menneskers ret til at blive behandlet.

3.

Da jeg i efteråret, her flere år efter at jeg fik denne diagnose, var til lægen med noget udslæt, så kom jeg ind til en ung turnuslæge – igen en mand på min egen alder – og idet jeg gik ind ad døren fik jeg et glimt af hans computerskærm. Her stod „skizotypisk sindslidelse“ med store bogstaver henover skærmen. En slags advarsel fra systemet, tænkte jeg. Det fik mig til at tvivle på mig selv, for det havde taget så længe at få en tid hos lægen at udslættet var faldet igen, og der var ikke rigtig noget at se længere. Jeg havde taget nogle billeder på min telefon hvilket jeg nævnte for ligesom at forsvare mig selv selvom billederne faktisk var blevet ret dårlige og ikke rigtig havde kunnet fange udslættet særligt godt. Han sagde heldigvis at det ikke var nødvendigt. I stedet skulle jeg bare smøre fugtighedscreme på. Det var en anden af mine laster han nævnte som årsag, heldigvis: Vi mænd glemmer at bruge creme sagde han med en vis indforståethed, og det skal man huske når det bliver koldt.

Jeg skriver det fordi der i den foregående folketingsperiode blev stemt om hvorvidt man skulle kunne „fjerne“ sin diagnose. Det ville på overfladen være at tage en rettighed fra os diagnosticerede, en rettighed vi godt nok selv skulle benytte os af fordi det er en selv der ville skulle bede om at blive revurderet. Men tænker man lidt videre over det, så ville forslaget reelt set give en rettighed mere til folk: nemlig retten til at blive vurderet af en fagperson som kunne erklære én „rask“. Efterfølgende tænkte jeg meget over om jeg ville tage imod tilbuddet. Jeg er en relativt oplagt kandidat til at benytte mig af det da jeg i det store hele er symptomfri i dag. Men jeg er kommet frem til at det ville jeg ikke. Til dels kan jeg mærke et lille stænk af ængstelighed ved tanken om at give afkald på en rettighed, for som jeg allerede har skrevet, så er det at blive diagnosticeret også at få tildelt en rettighed til behandling. Men den afgørende grund er at det er lige meget. Eller i hvert faldt for mig, for jeg er så priviligeret at jeg nu arbejder som fuldmægtig i staten og også ligner en der gør det, og jeg går i skjorte og pullover, og derfor møder jeg ikke samme mistro fra de læger der bliver advaret om min diagnose når jeg går til lægen.

Men jeg tror at de flestes interesse i at blive „fri“ for deres diagnose hviler på en misforståelse. For nyligt blev jeg tildelt en personlighedstype – den slags der består af nogle bogstavkombinationer – af en „certificeret coach“ på mit arbejde. Jeg lagde mærke til at en af mine kollegaer fik den slags personlighedstype som ikke er kreativ. Hun bekræftede sig selv i at hun altså ikke var kreativ selv om hun ville ønske det var anderledes. „Jeg ville ønske jeg var sådan én, men det er jeg bare ikke,“ sagde hun. Jeg var lige ved at græde, for det var så synd for hende at blive bekræftet af sådan en spade i stramme jeans og lort i hovedet i at hun skulle holde sig fra at prøve sig selv af med en kreativ hobby som hun ellers egentlig gerne ville.

Min pointe er at både diagnoser og personlighedstyper er tveæggede sværd der både kan hjælpe og det modsatte, og derfor skal man lære at håndtere det. Det er mit indtryk at selv diagnosticerede misforstår diagnosen og tror at det er en eller anden sandhed om dem selv, lidt som stjernetegn eller de her Jungianske typeindex-profiler som coacher laver. Selvfølgelig kan jeg godt forstå hvor folk kommer fra – jeg troede også selv at det ville være en nøgle som fik mit liv til at give mening at blive diagnosticeret med en sindsygdom, men det er ikke sket. Det har ikke løst noget problem at blive diagnosticeret. Det er selvfølgelig fordi det ikke er diagnosen som er årsagen til ens problemer, i stedet er problemerne årsag til diagnosen. Det samme kan man i øvrigt sige om personlighedstyper – de er ikke årsagen til, men resultatet af ens handlinger. Det har selvfølgeligt hjulpet at være i behandling, og en hel del endda, men det har – lidt skuffende – ikke fået mit selvbillede til at give mening. Det er derfor at jeg foretrækker at kalde mig selv for syg i hovedet, som jeg indleder denne tekst med, for det er mit eget sprog. Jeg synes at man skal lade systemet om at have sit eget sprog og sine ord for det her, og det skal man lade være med at lægge for meget i. I stedet skal man lade dem om at gå op i det, lægerne, sygeplejerskerne, psykologerne, coacherne og cheferne. Man skal lade lægerne om diagnosen og så i virkeligheden glemme den og i stedet prøve at indgå konstruktivt i den samtaleterapi de strukturer. (Ligesom man skal lade chefen om at spilde penge på at få lavet personlighedstyper, og så bare tage det som en halv fridag, når man skal på kursus med coachen.) For deres ord er tomme indeni, ordenes mening findes ikke i hvad de er, men i hvilke ting de får til at ske.

4.

Jeg skal ikke gøre mig selv for god. For jeg havde et begær efter at blive diagnosticeret. Et begær jeg tror at jeg deler med mange, både fordi jeg kan genkende den måde man taler om det, og fordi man kan konstatere det i tallene at flere bliver diagnosticeret, og det er svært at forestille sig den store stigning hvis de fleste rent faktisk satte sig imod at blive diagnosticeret. Det var til dels et begær efter at være speciel eller være interessant, at kunne bære dette mærke og at være en som folk taler om i et vigtig og indforstået toneleje. Desværre er det min erfaring at det ikke rigtigt fungerer på den måde, og det har ikke gjort mig hverken sej eller at jeg har følt mig glamourøs.

Min egen historie er den at jeg fik min debut – som det hedder på systemets sprog – i slutningen af gymnasiet.  Jeg har derfor levet med symptomer i større og mindre grad i omkring 10 år. Samtidig var jeg på denne forårsdag i Brøndbyøster, som jeg indledte med at beskrive, allerede i bedring og relativt velfungerende, i hvert fald i forhold til mine dårlige perioder. Fordi jeg havde levet med symptomerne i lang tid – og fordi mine symptomer trods alt var i den milde ende –, så havde jeg netop lært at leve med det, og mit formål var derfor heller ikke kun at få hjælp, men også netop det her begær efter diagnosen som en forklaringsramme for mit liv. Jeg troede at det ville gøre mig i stand til at forstå mig selv, og forstå hvorfor jeg havde levet mit liv som jeg havde, og hvorfor jeg havde opført mig som jeg havde. I lang tid troede jeg derfor at det handlede om at forstå. Det gjorde jeg også fordi det er noget jeg har hørt fra mange andre, særligt dem der bliver diagnosticeret som voksne. At det handler om at man er interesseret i at forstå og lære om sig selv.

Det er en løgn. Det er en løgn vi fortæller hinanden, og det er en løgn vi fortæller os selv. Det skyldes simpelthen at det ikke er muligt at være interesseret i sig selv på den måde. Der er ingen som er interesseret i sig selv på en afkoblet måde, som om det var et eller andet fænomen ude i rummet man kiggede på i sin kikkert eller funktionerne på ens ovn man uinteresseret googler sig frem til. Det har taget mig lang tid at forstå, og endnu længere tid at indrømme – begge dele er først lykkedes her lang tid efter – men min primære motivation for at blive diagnosticeret var at blive tilgivet. Jeg har i lang tid ikke levet mit liv på en måde der lever op til mine egne værdier. Jeg havde i lang tid ikke særligt mange penge og ikke særlig meget succes, og det ville sådan set være fint nok hvis jeg kunne sige at jeg gjorde hvad der gjorde mig lykkelig og fulgte mine egne interesser i livet, men det har jeg ikke gjort. Det har jeg ikke af den årsag at jeg aldrig har haft nogen klar ide om hvad de bestod af – noget som i øvrigt kan være et symptom på personlighedsforstyrrelse. Jeg har droppet ud af en uddannelse fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg arbejdede i to år på deltid til minimumsløn fordi jeg ikke kunne overskue at ændre på den situation. Jeg har ikke kunnet finde ud af at få en kæreste, ikke fordi muligheden aldrig var der men fordi jeg ikke var i stand til hverken at føle eller gøre noget. Men værst af alt er at jeg har forsømt at være lykkelig. Jeg har ellers haft alle forudsætningerne: opvokset i verdens lykkeligste by i en god familie der elsker mig, og jeg har kunnet få hjælp økonomisk hvis jeg var på røven. Men jeg har i mange år ikke kunnet nyde det, og har i stedet gået rundt og været nedtrykt. Det er den egentlige grund til at jeg ville diagnosticeres: jeg ville tilgives af en anden, af en stor autoritet. Jeg er ikke religiøs, men jeg misunder de kristnes ritual for tilgivelse, og måske kan man sige at jeg ville finde det i den sekulære autoritet: videnskaben. Jeg ved det ikke, måske er det for søgt, men det er også ligemeget, det var tilgivelse jeg ville have.

Det hjalp ikke, kan jeg så fortælle. Det skyldes at man i min situation bliver tvunget ud i et dilemma: Enten har man selv handlet som et normalt og raskt menneske eller også har man været sindssyg og er derfor ikke ansvarlig. Det kan måske hjælpe i kriminalsager at insistere på denne skelnen, men det duer ikke som personlig fortælling. Dette dilemma hjælper en i en periode, det gjorde det i hvert fald for mig. Jeg kunne sige til mig selv „du var jo psykisk syg i den periode,“ og så lindrer det lidt når man står og bliver ked af det over at man ikke har børn eller opsparing som sine jævnaldrende og føler sig fem-ti år bagude i det hele. Men det hjælper ikke i længden, for hvis man vælger den vej – vælger at sige man var sindssyg i den periode, og derfor ikke rigtig var sig selv, så afsværger man også friheden, fordi man siger at man ikke var ansvarlig for sine følelser og handlinger. Problemet med det er at det er uautentisk, og det kommer der ikke noget godt ud af. Det bliver en flugt, for jeg har jo levet mit liv, og det kan jeg ikke gøre om. Det må jeg acceptere. I stedet fandt jeg ud af at jeg kunne opløse dilemmaet ved at identificere mig med sindssygen: jeg var fri selv da jeg var vanvittig, fri selv da jeg var melankolsk, fri da jeg måtte gå hjem fra supermarkedet fordi de havde for mange pastavarianter at vælge mellem, fri da jeg smed indholdet i køkkenskabet ud fordi jeg bildte mig selv ind at der var små dyr i det, fri til i glimt at ønske mig min egen død frem for at leve videre. Det var da jeg forstod det her at jeg blev rask. For jeg forstod at jeg også kunne bruge min frihed til at tilgive mig selv, og det gjorde jeg så. Bagefter det brugte jeg så min frihed til at vælge at være lykkelig, og nu er jeg det.

Det er sådan at jeg arbejder i den del af det offentlige hvor man årligt i løbet af efteråret holder forhandlinger om løn og bonusser, og jeg havde derfor i perioden op til tænkt meget over hvad jeg kan gøre de næste par år for at ligge godt til her, og de overvejelser lå derfor ikke lang væk i min bevidsthed. Jeg kunne som mødet skred frem konstatere at stort set alle de punkter som jeg havde udset mig som mine fremtidige kompetencer, var noget som denne chatbot i stedet skal kunne i fremtiden. Det blev præsenteret som en glædelig nyhed, men jeg kunne ikke tolke det som andet end en konflikt der startede her, og det gjorde mig sur. Det var en udfordring af mine muligheder for at gøre karriere og sikre mig en god position at forhandle løn ud fra. For at gøre ond værre var der samtidig blevet varslet fyringer af mere end 600 medarbejdere i staten, noget som mit kontor dog var gået fri af, og i den forbindelse var det flere steder rundt i styrelserne blevet sagt at det ikke var så stort et problem for Statens serviceniveau, for produktiviteten kommer til at stige med AI. Mit humør blev for alvor punkteret da vi fik at vide at det takket være chatbotten i fremtiden ikke kommer til at betyde så meget hvis en medarbejder forlader arbejdspladsen. Igen præsenteret som en glædelig nyhed – som om det bare ville være super fedt. Men det er jo en katastrofe, tænkte jeg, for hvis jeg har én interesse som lønmodtager, så er det at det betyder noget hvis jeg siger op.

1.

Jeg er måske lidt mere kritisk overfor det her end gennemsnittet, det indrømmer jeg. På sin vis har jeg måske også søgt konfrontationen, ventet på at den indtræf. Det skyldes at jeg i længere tid har fulgt de lidt mere kritiske technyheder i det hele taget, men særligt er blevet fascineret af den uafhængige journalist Ed Zitron der med base i USA [dækker AI-industrien i et nyhedsbrev og i en podcast](dækker AI-industrien i et nyhedsbrev og i en podcast “https://www.wheresyoured.at/"). Zitron bruger et interessant greb som ofte slår fejl, men som han mestrer ret fint: den sure indignation. Det er tydeligt at læse – og særligt høre – i hans podcast at han er skide sur, men han er det på en måde så det ikke kompromitterer ham, og i stedet blot gør ham mere troværdig. Nok fordi det er autentisk, men også fordi han i øvrigt kan finde ud af at forklare hvorfor han er sur, vreden forhindrer ham ikke i at formulere sammenhængende analyser og argumenter. Det har for mig været befriende fordi det ofte kan være forløsende at se andre være sure på en autentisk måde. Forløsende at høre at det er okay at være sur over nogle ting som man vitterligt synes er langt ude.

Zitron påstår at store dele af den amerikanske AI-branche lyver, og at det går ud over deres kunder. Både overfor de helt umiddelbare kunder til firmaerne som køber en chatbot hos OpenAI eller Microsoft, grafikkort hos Nvidia og så videre, men også de mange almindelige mennesker der har deres investeringer bundet op i det amerikanske aktiemarked – eksempelvis via aktiefonde – der er kommet i en boble på grund af AI-firmaernes overvurderede aktiepriser. Zitron har også en teori – hvis man kan kalde det det – for hvorfor de lyver, og som går ud på at de tjener penge på det. Ingen af de store AI-firmaer tjener på nuværende tidspunkt penge på deres kunder, da det koster flere penge at lave alle de chatbeskeder som brugerne gerne vil have end firmaerne kan få ind via et almindeligt månedligt abonnement. Det kan i nogle tilfælde være okay for en virksomhed at miste penge på sine kunder, fordi der er tale om relativt unge firmaer i vækst, og derfor kan det give mening at de i en periode bruger flere penge end de tjener med det formål at etablere sig på markedet, og så bagefter begynde at tjene penge, når først de har skabt sig et godt kundegrundlag. Problemet er imidlertid at de ikke har nogen strategi for at vende det her: der er ikke rigtig nogen udsigt til at de kan vende rundt og begynde at tjene penge. Det er et problem som de ligesom skubber foran sig, og som de ikke ser ud til at have en løsning til. Det betyder at de store AI-firmaers primære indtægt er investeringer i firmaet, og det betyder at de bliver nød til at opretholde en fortælling om at det helt store gennembrud er lige rundt om hjørnet. Eksempelvis talte de allesammen om „General Artifical Intelligence“ i lang tid, og aktier i OpenAI blev solgt på løftet om at de ville være det første firma til at opnå dette obskure fænomen som gik ud på at chatbots gik fra bare at være en chatbot til på en eller anden måde at være „mere“ intelligent, og kunne andet en bare at være en chatbot. Noget der er ret meningsløst, men ikke desto mindre noget som folk har investeret milliarder i, og som flere CEO’s uden selvironi talte om. Men i dag har alle droppet ideen.

Det her er kan i høj grad få lov til at ske fordi medierne ikke kan finde ud af at stille kritiske spørgsmål, og fordi de ikke forstår den her dynamik. Et eksempel på det er min egen far. Han er journalist, og for et stykke tid siden var han sammen med nogle andre journalister på et besøg i Silicon Valley. Han kom tilbage og erklærede at det her AI „kommer til at ændre alting“. Jeg var ikke så overbevist, og jeg synes mere at han lød som en der var blevet frelst. Han fortalte begejstret om hvordan de havde mødt „ham der har lavet Second Life“. Philip Rosedale, som han hedder, fik et hit med computerprogrammet Second Life tilbage i 00’erne, hvor man kunne „leve“ i en virtuel anden verden – praktisk talt vil et slags computerspil. Second Life er et godt eksempel på den slags produkter som den her branche lever af, fordi det er relativt ligegyldigt i dag. Det var på sit højeste i løbet af 00’erne, og selv om det faktisk overraskede mig at finde ud af at serverne stadig er oppe at køre den dag i dag, så kunne jeg på en hverdagsaften kun finde 10 online, så vidt jeg kunne forstå interfacet. Ham der fyren der har skabt Second Life, har altså ikke skabt et firma med en vedvarende salgssucces. På trods af at jeg er rimelig antikapitalistisk indstillet, så har jeg en vis respekt for virksomheder der skaber gode arbejdspladser, ordentlige produkter og som over en årrække har glade kunder og medarbejdere – men det er ikke tilfældet her. I stedet har han skabt et spil der blev hypet i en ret kort periode, og så tjent sine penge på den hype. Det fungerede sådan at man i Second Life kunne man købe ting inde i spillet fra udvikleren, og dem kunne man så kunne sælge videre i en semi-åben økonomi inde i selve spillet. På en måde var han forud for sin tid, for kosmetiske ting i computerspil er nu en enorm forretning på Steam og andre platforme. Mange spillere troede derfor at de købte et investeringsobjekt, for de troede på at Second Life ville blive den næste store ting. Det er ret tydeligt i dag at det ikke blev den næste store ting, men nok mennesker troede på det i tilstrækkelig lang tid til at de brugte en masse penge i deres online-shop. Læser man i dag på Philip Rosedales hjemmeside – altså ham fyren bag, hvis du havde glemt det –, så kan man se at han har prøvet at gøre sig selv kunsten efter og ramme den næste store ting, men det er ikke lykkedes, og han har lavet både et nu lukket VR start-up og et ditto AI.

Sat lidt på spidsen så tænker alle lidt som ham i dag. Alle er blevet kasino-hjernevasket, og det skyldes at de rigtig store penge de sidste mange år er tjent gennem aktiemarkedet. Den store drøm er ikke at sidde på en kontorgang med mørkebrune mahogni-paneler eller gå og hilse høfligt på sine ansatte og kunderne som Mads Skjern i Matador eller Waage Sandøs patriark Kaj Holger i Krøniken. Altså den gamle, konservative fortælling om det samfundsunderstøttende forretningsliv. Nej, drømmen for moderne forretningsmænd er at sælge sine andele af et eller andet start-up på det rigtige tidspunkt, og så være ligeglad med hvordan det ellers går. Elon Musk er godt nok blevet velhavende på at sælge biler, men han er blevet verdens rigeste mand på sine aktier.

Det betyder for det første at det bliver en vinderstrategi at lyve. Du er alligevel ikke afhængig af relationer på lang sigt – for der er slet ikke noget langt sigte –, og derfor kan du lige så godt lyve. Fortælle noget bullshit om dine produkter som at din bil kan køre fuldautomatisk, at din chatbot bliver selvbevidst, at chatbotten kan fikse cancer eller hvad ved jeg. Markederne reagerer positivt på den slags, i hvert fald ind til den dag hvor de ikke gør det længere – hvor boblen springer. Men hvis man bare sælger sine aktier før det, så kan man jo være ligeglad.

2.

Hvad har det med mig at gøre? På sin vis ikke noget. Det er ikke et stort amerikansk firma som leverer den chatbot jeg skal bruge på mit arbejde fordi Trump – heldigvis for vores offentlige IT – har været en idiot, og nu tør man ikke bruge amerikanske chatbots i de dele af Staten der behandler fortrolige oplysninger. Det er dog ikke kun godt, for reelt set har man i min styrelse valgt en dobbelt-op model hvor man både betaler for Chat-GPT-abonnementer til alle og vil betale for mindre løsninger til specielle opgaver. Men samtidig har det alt med mig at gøre, for den tankegang som det er lykkedes de store amerikanske firmaer at fremavle findes også i Danmark.

Som et led i deres strategi for at skabe flere investeringer, så har de amerikanske AI-firmaer opbygget en slags FOMO. Selv min far har slugt fortællingen om at AI kommer til at ændre det hele, og at verden står foran en kæmpe omvæltning. Den historie kommer både i en dystopisk og i en utopisk version: AI kommer til at redde verden og vi kommer til at leve super luksus eller et form for Termianator-scenarie hvor AI dræber os alle sammen. Begge dele er lige idiotiske, men fælles for dem er at de bliver næret – i hvert fald offentligt – af stort set alle de store spillere i AI-branchen. Det er en effektiv reklamestrategi, for hvis AI kommer til at forandre verden fuldstændigt afgørende, så er det rationelt at investere sine sparepenge i de firmaer der udvikler AI. Det er endda rationelt at investere mere end hvad de nøgterne modeller for fornuftig investering siger – for modellerne kan jo ikke indregne miraklet som kunstig intelligens kommer til at bringe til verden, eksempelvis det føromtalte AGI.

Det minder på den måde meget om „Pascals væddemål“, en berømt fidus formuleret af filosoffen Blaise Pascal tilbage i det 17. århundrede. Pascals væddemål går ud på at det er det rigtige at leve som kristen, for hvis Gud ikke eksisterer, så har du bare levet lidt mere nedern end du ellers ville, ved eksempelvis kun at kunne spise fisk under fasten eller afstå fra at dyrke bøssesex – og omvendt hvis Gud så rent faktisk eksisterer, så står du til at tjene en uendelig gevinst i himmeriget. Væddemålets pointe er altså at det er rationelt for dig at opgive relativt lidt værdi ved at leve som kristen frem for ateist, for at vide en uendelig høj værdi ved at komme i himlen. Analogien med AI er at det virker rationelt at opgive relativt lidt værdi – ens sparepenge som man alligevel vil investere – mod potentielt at vinde en næsten uendelig værdi når AI bliver superintelligent eller overtager verdensherredømmet eller sådannoget. Derfor giver det mening for mange at investere uforholdsmæssigt meget i AI. Det forklarer det umiddelbart paradoksale i at cheferne for AI-firmaer helt seriøst taler om at deres produkt – AI – måske kan udslette menneskeheden.

I det hele taget er meget der bliver sagt om AI bare marketing, og det er til at kaste op over at folk ikke fatter det. Tag bare navnet „kunstig intelligens“. Så spørger man dumt: Hvad er det egentlig for en intelligens? Hvad lærer AI os om intelligens? Er AI bevidst? Og andet i den dur. Det er idiotiske spørgsmål fordi kunstig intelligens ret åbenlyst er et performativt udsagn. Man kan groft sagt inddele sætninger i deklarative og i performative. Deklarative er nogle der bekræfter et faktum, som at „den danske konge hedder Frederik“. Omvendt udtrykket performative sætninger et ønske om at tingene skal være sandt, som når Kong Frederik siger „Gud bevare Danmark“. Det er ikke et faktum at teknologien er intelligent, i stedet udtrykker man et ønske om at andre skal se sin chatbot som intelligent når man kalder sin vare for „kunstig intelligens“. Helt ligesom når Carlsberg kalder sin øl for verdens bedste.

Den her fortælling om AI skaber stress blandt ellers ordentlige mennesker. Mellemledere overalt læser det her på LinkedIn eller i ukritiske medier, og så får de stress, og søsætter i al hast et AI-projekt i deres egen organisation uden helt at have tænkt det igennem. Og det her er hele meningen med det, det er en bevidst marketingsstrategi. I det offentlige har det resulteret i at man skal „frigøre“ – er forfærdeligt upræcist begreb – mindst 10.000 stillinger i Staten, men potentielt op mod 100.000. Alle mellemledere i hele den offentlige sektor har nu travlt med at forsøge at proppe AI-produkter ind over det hele, for de kan ligesom godt regne ud at de bliver tvunget til det hvis de ikke selv gør det. AI fremstår lige nu som et tilbud man ikke kan afslå.

Et godt eksempel på hvorfor det er farligt er historien om verdens angiveligt rigeste mand, Elon Musk, og hans rolle i den amerikanske regering med sit DOGE-program. Det eksplicitte formål var at effektivisere den amerikanske stat ved at bruge kunstig intelligens, primært chatbots. DOGE-programmet truede en lang række embedsmænd i den amerikanske stat, og fyrede også mange af dem. Men nu er programmet lukket igen, og det var på overfladen ikke nogen succes. Hvis man kigger på statistik over udgifterne i den amerikanske centraladministration, så er det ikke lykkedes at bringe udgifterne ned, og noget tyder på at de omvendt er steget under præsident Trump. Men det egentligt formål er i virkeligheden lykkedes ret godt, for det har haft en stor magtpolitisk konsekvens. Mange amerikanske medier har beskrevet hvordan embedsmænd har været forvirrede, og hvordan de frygtede for deres job. Når embedsmændene er bage for deres job, så kan de ikke gøre den del af det der handler om at sige nej, og det er en del af fortællingen om hvordan der på næsten alle niveauer af magt i USA sker det at rettigheder og principper bliver overtrådt af Trump-regeringen, hvilket de kan få lov til fordi der ikke er nogen i embedsværket der siger stop.

Det er selvfølgelig på en helt anden skala, men jeg oplever et stik af den samme frygt og usikkerhed. Det er selvfølgelig mit problem, men nu er det så også mig der skriver bloggen. Men samtidig vil jeg påstå at det er et samfundsproblem. Iden for de sidste par år er der blevet gennemført den såkaldte Magtudredningen 2.0, en undersøgelse af demokratiets vilkår i Danmark, og her fandt man at det står dårligere til end den første undersøgelse fra omkring årtusindeskiftet. En af grundende er at embedsværket står svagere relativt til politikerne, særligt dem i regeringen. At indføre AI skubber den bevægelse endnu hurtigere i den gale retning. Det går i sidste ende ud over vores rettigheder som borgere, da vi får dårligere services og et system der er mindre i stand til at værne om vores rettigheder. Vinderne er den politiske elite, hvis magt bliver mindre udfordret, og arbejdsgiverne, hvis magtposition relativt til arbejdstagerne bliver forbedret.

Nogle gange gjorde de sig ikke engang ulejligheden at skrive spørgsmålet op på tavlen, hvilket skete ved den første opgave overhovedet. Vi havde undervisning i et for lille og derfor overfyldt lokale hvor man kunne kigge ud i en snæver asfaltbelagt gård, og monsieur Puech, der ledte kurset i moralfilosofi, sad altid og ventede i god tid for siden at rejse sig på timeslaget. Desværre talte han både lavt og læspede en smule, så jeg havde ofte svært ved at fatte hvad der foregik. Det var først da alle de andre gik i gang med at skrive at jeg overhovedet forstod at vi skulle lave opgave. Jeg tog mig dog sammen og spurgte høfligt om han ikke ville være venlig at gentage spørgsmålet, hvilket han så gerne ville – han var ret sympatisk på sådan en bedstefaragtig måde – men det hjalp ikke, og jeg forstod stadig ikke noget. Det lykkedes mig at skrive noget formentlig fuldstændig usammenhængende i en to timers angst-rystetur som jeg endda indleverede til ham – mest for ikke at gøre mig pinligt bemærket i situationen –, og som jeg selvfølgelig fik 0 point for.

1.

Alt det her var jeg blevet forberedt på hjemmefra, og det var anledningen til at jeg omkring et år før jeg skulle afsted, besluttede mig for at gå over til at skrive skråskrift. Det kom sig af at det gik op for mig at jeg ellers ikke ville være i stand til at lave opgaverne – det ville simpelthen ikke være fysisk muligt for mig at skrive en opgave på to timer selv om jeg så vidste hvad der skulle stå i den. Min håndskrift var så dårlig at den ikke kunne læses og min hånd krampede nærmest med det samme. Da det gik op for mig, blev jeg helt pinligt berørt, og jeg følte mig rent ud sagt som en taber. Det er ligesom en del af det at være menneske at kunne skrive, og jeg så pludselig mig selv som handicappet fordi det gik op for mig at jeg ikke kunne udføre en opgave som jeg anså for at være en normal funktion for et moderne menneske. Samtidig følte jeg også en vis vrede mod særligt mine forskellige lærere gennem tiden, for jeg syntes at det ligesom var noget jeg burde have lært i skolen, noget jeg burde have været tvunget til at lære fordi det er den mest grundlæggende af de almene færdigheder man lærer her. Jeg følte mig simpelthen svigtet.

Jeg besluttede mig for at begynde at skrive skråskrift for at få en mere læsevenlig skrift. Jeg gik til det på den måde at jeg opsætte et dogme om kun at løfte pennen når ordet var slut. Ét ord, én linje. Selvom jeg kan huske at jeg har udfyldt skrivebøger i folkeskolen, så kunne jeg ikke huske hvordan man faktisk skrev mange af bogstaverne som skråskrift, og det tvang mig til at lære det hele forfra. Jeg var inspireret af en historie om den kinesiske sprinter Su Bingtang der var den første asiat til at løbe under ti sekunder på 100-meteren, og som lidt senere blev nummer seks til OL i 2021. Han havde på et tidspunkt hvor hans karriere egentlig skulle være på sit højeste i sine midt-20’ere valgt at skifte fodstilling i startblokken, så det første skridt nu var med højre ben. Han er en meget intelligent løber og besat af at optimere de her ting, og det brud gjorde at han kunne starte på en frisk og gentænke hele sit løb uden at kroppen faldt ind i de gamle vaner. Han var langsommere i næsten flere år, men det gjorde altså at han kunne løbe sig til triumfen og komme under de magiske ti sekunder.

2.

Dengang jeg gik i gymnasiet var min klasse med i et slags forsøg om at være 100 % digitale. Vi fik alle lektier som filer og ikke printet ud, og vi skulle aflevere alle opgaver via websiden Lectio. Jeg kan ikke helt huske detaljerne, men min matematiklærer var ligesom ikke med på det, og han bad os lave blækregningerne på kvadratpapir og købe den helt store lommeregner i stedet for bare at installere et regneprogram på computeren. Jeg kan huske hvordan jeg havde min mor med nede i butikken for at købe klodsen fra Texas Instruments, jeg husker plastikomslaget som man skulle tage af, og jeg husker hvordan vi lærte hinanden „solve“-funktionen og blev betaget af at den selv kunne løse ligninger, og hvordan Keith – det hed vores lærer der, a propos, også læspede lidt – sagde at vi hellere skulle lade være. Jeg husker i det hele taget meget fra matematik, selv hvordan man løser de ligningerne man kunne få lommeregneren til at lave, og jeg synes at Keith var en dygtig lærer.

Jeg skriver det her fordi jeg ved at der er mange som er i samme situation som jeg var i. Jeg er ikke alene om det, og det er sikkert kun blevet værre siden jeg stoppede i skolen i slutningen af 00’erne. Jeg ved eksempelvis at man på Bornholm har valgt at være helt digital og giver børnene en iPad når de starter i børnehaveklasse. Det bliver tit udlagt som en god ting fordi man så lærer vigtige redskaber til at klare sig i fremtidens digitale verden og får en „digital dannelse“, sådan var det i hvert fald i min gymnasietid, og det kan man finde politikere på Bornholm der siger. Men det er jo latterligt, for grunden til at det er populært at skrive på computeren er at det er nemt. Selv har jeg læst om matematik og programmering på universitetet, og de bad os som det første om at anskaffe os en bog, for det er en fejlslutning at tro man nødvendigvis skal sidde på computeren for at blive klog på den. Stakkels børn, tænker jeg. Ja de lærer at bruge computere, det er fint nok, men lærer de at bruge andet?

På Københavns Universitet har de for nyligt besluttet at lade de studerende bruge AI-chatbots til deres opgaver fordi ledelsen har opgivet at få dem til at lade være. Jeg har selv tænkt at løsningen burde være at gå i den omvendte retning: tilbage til at lave opgaverne i hånden – det har man trods alt haft succes med i århundreder, hvis ikke årtusinder – men det går så op for mig at det praktisk talt ikke er muligt, for langt de fleste studerende ville simpelthen ikke være i stand til det. Jeg har selv været et eksempel på det.

Her er der også en generationel forskel. For de ældre generationer er computeren og det digitale tilvalg, og derfor føles det som en gave at kunne lave tingene på computeren hvis det er smartere. Det er for dem en frihed. Men hvis man ikke lærer andet, så bliver det digitale en ufrihed fordi man ikke kan andet.

3.

Det er ikke bare nogle anekdoter jeg fyrer af her – der er vist gentagende gange gennem forskellige studier at man husker bedre hvis man skriver noter i hånden. Det er et godt argument for at bruge pen og papir synes jeg. Men selv om studieteknik er et emne jeg tillægger en enorm vigtighed, så er det er ikke det vigtigste for mig når det kommer til håndskriften. Det er i stedet et metafysisk problem. Lad mig forklare:

Dengang jeg stadig ikke havde lært at skrive skråskrift, lærte jeg den franske filosof Maurice Merleau-Ponty at kende. Vores underviser blev ved med at tale om stil, og jeg forstod ikke rigtig hvad det gik ud på dengang, for jeg troede bare det var ét af hans små excentriske tricks til at live undervisningen op. Desuden er stil ikke så filosofisk vigtigt, tænkte jeg. Nu har jeg efterhånden forstået pointen, og jeg fanboyede Merleau-Ponty så meget at jeg var ude og tage et selfie ved hans grav på Père Lachaise-kirkegården. Ikke særligt sejt gjort, men altså selv grim stil er dog stil.

I et af sine mindre værker analyserer Merleau-Ponty den franske maler Cézanne og hans billeder. Han vælger at skrive om Cézanne – tror jeg – fordi maleren markerer overgangen fra det figurative maleri til det mere sansebetonede maleri som impressionisterne indførte i slutningen af 1800-tallet, og dermed en på mange måder modernistisk bevægelse hen mod at malerens egen sanseerfaring kan opleves i billedet. Merleau-Pontys påstand er at det lykkedes for Cézanne at være krop på en anden måde, at se på en anden måde. Cézanne var altså nyskabende stilistisk på den måde at han malede en ny slags billeder, men han formåede samtidig at se på en en ny måde, fordi det at sanse – og særligt det at se – hænger uløseligt sammen med det at male netop et billede, for det er en kunstfrom der primært foregår for synssansen. Det er lidt kunsthistorisk forsimplet, men Cézanne repræsenterer en form for dobbelt bevægelse om at male og se på en anden måde, og det skyldes at det at se og det at male begge dele er noget som man gør med en bestemt stil. Ligesom en maler udvikler et vist formsprog, en farvepalette og så videre som bliver genkendelig for andre – og nogle gange for ham selv – som en bestemt stil, så udvikler alle mennesker en vis stil i deres måde at sanse på. Sansningen er ikke neutral, den bliver udført med en vis stil. (Det er blandt andet derfor jeg har valgt intueor som titlen på denne blog, fordi man kan lære at se, og det interesserer mig. Men mere om det på et andet tidspunkt.)

Praktisk talt betyder det at man bliver nødt til at udvikle sin egen personlige stil hvis man vil opleve verden. Man skal lære at se, at gå, at røre, at føle, at elske, at dyrke sport og så videre på en bestemt måde for at blive bedre til de her ting, og for at verden derfor kan åbne sig for en. Ofte kan man efterligne andre mennesker, men andre gange bliver man nødt til at gøre det selv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt noget man tænker over sådan til hverdag, særligt hvad angår de sanser der er mest grundlæggende, og derfor er det vigtigt at gøre sig nogle erfaringer med at udvikle en stil. Det er vigtigt at tegne lidt med farveblyant og lave modellervoks og sådan fordi det lærer én den universelle oplevelse det er at udvikle en stil. Ikke blot som en selvudviklingsting, men fordi det lærer én at være mere til stede i verden og få en større samhørighed med den. Som han skriver er verden lavet af det samme stof som kroppen. Min påstand er at det at udvikle en stil, eller forskellige stile i forskellige henseender, simpelthen er en del af et godt liv.

4.

Når man lærer at skrive i hånden, så udfylder man som regel de her hæfter med øvelser hvor man først skal skrive et „a“ en masse gange, siden „b“ og så videre. Når man laver de øvelser skal man skrive af efter bogen og forsøge at ramme den samme linje som de fortrykte bogstaver. Men det er blot en øvelse, og det er i sidste ende ikke hvor meget skriften ligner den i øvelseshæftet der er det afgørende for ens håndskrift, og ikke det man bliver bedømt på – i hvert fald ikke af gode dansklærere. I stedet laver man øvelserne for at lære de rigtige bevægelser: at starte øverst med et „o“, at komme under linjen med et „p“ og så videre. Det egentlige mål med at lære at skrive er at udvikle sin egen personlige håndskrift. Det er nemt nok at lære bogstaverne, men det kræver træning at gøre dem til sine egne og udvikle sin egen skrivestil. Vi siger heller ikke at man lærer håndskriften, man at man får en håndskrift.

De fleste mennesker går ikke til tegning eller musik, og har ikke noget begær efter at udleve sig selv „kreativt“ – eller også undertrykker de det bare af forskellige årsager. Men alle skal lære at skrive, og skriften er derfor en universel erfaring af noget som er personligt. Noget som ikke bare er et træk ved os selv, men et produkt der bliver skabt. Det var ind til for nyligt en fælles – og dog intim – erfaring at gå den udvikling igennem. Det er den egentlige tragedie, og det egentlige svigt af de børn som går i skole i dag. Det bliver frarøvet muligheden for at udvikle sig og for at tilegne sig en stil. Ikke som et egoistisk projekt, men som noget der bringer én tættere på verden. Jeg vil gå så langt som til at påstå at det er en del af den trivselskrise vi taler så meget om fordi det er en del af et godt liv at gøre den slags.

5.

I dag skriver de fleste på tastatur eller touch-screen, og det kan man strengt taget også udvikle en stil med. Det kan man i rent fysisk forstand, og nogle køber eksempelvis specielle keyboards og sætter sit eget præg på dem på forskellige måder. Det synes jeg er en god ting at gøre. Men det kan også være en digital stil i lidt en anden betydning: Nogle venner jeg skriver med, har en bestemt måde at skrive beskeder på, og man kan også tale om en bestemt stil i den måde man udtrykker sig på i de sociale mediers trods alt ret begrænsede tekstflade. Der kan være trends og udtryk i Instagram-captions og den slags. Trump har eksempelvis sin egen markante stil som han udviklede på Twitter. Eller se hvordan unge for et par år siden begyndte at skrive alting med små bogstaver.

Jeg har selv brugt en vis tid på at se computerspil blive streamet på Twitch, og jeg tror at jeg ville kunne genkende den hollandske spiller Grubby spille Warcraft III hvis jeg så en anonym video, på grund af den måde han får noget meget metodisk og komplekst til at se afslappet ud. Det samme gælder Counter Strike-holdet Astralis som dominerede spillet et par år, og som gjorde det ved at udvikle en bestemt stil i deres spil der var en del af den næsten mytiske fortælling de formåede at skabe om holdets storhedstid. Et andet eksempel er da Elon Musk for et par år siden afslørede sig selv som en kæmpe taber ved at lade som om at han var god til Path of Exile, men hvor det var ret tydeligt at han havde fået nogle andre til at spille for sig. Det skete fordi han livestreamede sig selv spille. De fleste prøvede at afsløre hans bluff ved at udregne forskellige måder hans historie ikke hang sammen ved at lede efter en rygende pistol, men det mest afslørende var sådan set hans stil. Nu har Elon Musk i det hele taget ikke særligt meget stil – men hvis man er en af de bedste i verden til et computerspil, som han påstod, så spiller man det med en vis hjemmevant lethed som Musk slet ikke var i nærheden af. Det er det samme som med andre sportsgrene, man behøver bare se en fodboldspiller snøre sine støvler for at regne ud om vedkommende er dygtig.

Min pointe er vist, for nu at afrunde, at man godt kan gøre de her ting digitalt. Man kan godt skrive, godt gå i skole og godt udvikle sig som menneske. Men som meget andet digitalt så er det bare en dårligere og nemmere udgave. Det er ligesom bare ikke det samme, og det er synd.

Da jeg gik på universitetet havde jeg, naturligvis, flere bekendtskaber. Ingen af dem startede i fredagsbaren, som ellers er fordommen, selv om nogle af dem sluttede her. I stedet startede de på læsesalen. Jeg var en flittig studerende og min kærlighed til filosofien var nogle gange svær at adskille fra mit begær i det hele taget. Med en vis forsigtighed vil jeg dog påstå at det er sådan det bør være, at Sokrates havde ret ved at lade mange af sine karakterer gå rundt og være småliderlige. Jeg lærte i hvert fald i løbet af årene at gennemskue hvem der egentlig var flittige og dygtige, og både ubevidst og bevidst har jeg forsøgt at nærme mig folk fordi de munkede den (et slagudtryk for at læse), og undgået eller skåret folk fra fordi de ikke gad læse lektier eller var værd at føre samtaler med. Det er en sans jeg nu har udviklet til så højt et niveau at jeg kan se på folk om de tænker godt. Ved at se på deres manerer eller på den måde de rent fysisk holder om en tekst på – og hvis der er noget, jeg er blevet overbevist om på netop universitetet, så er det at det ydre også er det indre.

Som altid er det de episoder der aldrig blev til noget, som man husker bedst. Eksempelvis husker jeg at gå en hel vinter og kigge efter en meget smuk kvinde som jeg tror læste kunsthistorie, og som jeg overvejede at give mit nummer, indtil jeg en dag gik forbi bag hende på læsesalen og opdagede at hun skrev sine noter i et dårligt opsat Microsoft OneNote, hvilket gjorde at jeg mistede interessen. Omvendt havde jeg et årelangt crush på en historiker fordi jeg en dag havde lagt mærke til at vedkommende brugte de smukke Faber-Castell highlighters i luksuriøse, let knækkede farver og med en harmonisk runding i plastikhylsterets kanter. Da jeg var ung og dum, havde jeg stor foragt for highlighters som jeg syntes var for meget: teatralske og unødvendige. I takt med at jeg blev mere moden og begyndte at tage tingene alvorligt, skiftede jeg dog mening. Nu forstår jeg at det teatralske er nødvendigt, for hvis ikke jeg har lyst til at skrive noter eller highlighte – hvis ikke man begærer at holde sin pen i hånden – så får jeg det ikke gjort. Jeg husker en medstuderende jeg engang gjorde nar ad (undskyld Mathies!) fordi han bruge lineal til at sætte helt lige streger under citater. I dag ejer jeg selv tre forskellige linealer til det formål.

2.

På et tidspunkt bragte min iver mig til Université de Sorbonne i Paris. Det hører til midt i den del af byen der ligger på Seinens venstre bred, rive gauche, som jeg havde lært at kende på forhånd fra vaskemærket på vintage Yves Saint Laurent-skjorter, og hvis betydning jeg havde googlet indgående. Selvom selve universitetet har ligget der i århundreder, foregår ca. halvdelen af undervisningen på Centre Universitaire Clignancourt der ligger i den nordlige ende af metrolinje 4, lige akkurat indenfor grænsen af selve Paris’ 20 arrondissementer. Et sted jeg ikke havde googlet, og hvor koncentrationen af sælgere af illegale cigaretter ved Metrostoppet er en af de største i Paris. På ægte fransk maner skal man overleve to års undervisning i denne Corbusier-inspirerede betonbygning før man får lov at komme ind til terazzogulvene på det gamle Sorbonne. Som udvekslingsstuderende havde man dog en mere fri adgang til undervisningen, og jeg havde derfor nogle dage om ugen hvert sted. Det gjorde at jeg arbejdede skiftevis på læsesalen begge steder, og jeg kunne ikke lade være med at hænge mig i forskellene. På det gamle Sorbonne sidder man vitterligt nedenunder et fresko af videnskaben – malet som en kvinde med bare patter – omgivet af tre lag stuk. Man læser ved gamle træborde belagt med linoleum, og alle håndtag er guldbelagte i de håndskårede døre. Det var selvfølgelig en stor oplevelse at læse franske klassikere i den slags omgivelser, og jeg udviklede hvad jeg forventer bliver en livslang fascination af René Descartes her.

På trods af dette endte jeg med at holde mere af La bibliothèque Clignancourt med dens den rå beton og de med vilje blotlagte vandrør – tænk et lidt tættere og mere hyggeligt Centre Pompidou – fordi lysindfaldet og indeklimaet trods alt var bedre i denne nyere bygning. Efter undervisning og en espresso fra møntautomaten (1 euro, serveret i en 1 dl stor hvid plastikkop) gik jeg en dag op mod en af de pladser jeg foretrak, på anden sal i den nordlige ende. Her så jeg lige ved hovedtrappen en meget smuk kvinde skrive noter til nogle bøger om hvad der så ud til at være statistisk metode for sociologi. Hun var en af den slags kvinder man ønsker sig at se når man vælger at tage på udveksling til Frankrig. Cool, og med vintage jeans der sidder på den der helt rigtige nonchalant måde, ikke for stramt og ikke for løst, som kun franske it-girls kan ramme helt rent. Løst hår, som jeg husker det, og en oversized striktrøje. Det mest tiltrækkende ved hende var dog hendes noteapparat. To farver highlighter og par ark notepapir liggende lidt skødesløst omkring sig. Som næsten alle franske studerende skriver hun noter på dobbelte ark hvor et A3-ark er bukket på midten og der er trykt linjer så man som et ark fra en hæftet bog reelt kan skrive på fire A4-sider på ét stykke papir, de såkaldte copie double. Og selvfølgelig en pæn skråskrift der slap ved hver 3-4. bogstav:  hot girl stuff. Men det var trods alt ikke så meget det hun skrev der gjorde størst indtryk på mig, men hvad hun skrev med. Måske på grund af hendes skønhed i øvrigt var det her jeg første gang lagde mærke til den lille grønne pen hun skrev med – en opdagelse som siden har haft en stor betydning i mit liv. Det var en limegrøn plastikpen i et meget særegent design, med et aflangt hul i midten og et formstøbt greb der gør at man kun kan holde den én vej. Jeg forstod at det var noget specielt, og i de følgende dage begyndte jeg at lægge mærke til at mange af de andre studerende havde samme model, og samtidig forstod jeg at jeg selv måtte skaffe mig sådan en.

Det lykkedes at finde den lille grønne pen nogle dage senere. Det var en af de dage hvor jeg havde fået lov at komme ind i de gamle haller nede i byen og kunne overvære Maitre Romano forelæse i et rum udelukkende af mørkt træ, stående foran et andet, enormt freskomaleri, dette med motiv af en enlig munk i et goldt middelhavslandskab. Claude Romano, som han hedder, er selv ret tør, men ikke desto mindre en ekstremt dygtig fænomenolog, og han forelæste med et kursus som slet og ret hed la verité, altså „Sandheden“, hvilket var det første jeg valgte at følge. Her forklarede han os at det sjældent er særligt gavnligt at spørge hvad en ting er, og han foreslog i stedet at spørge hvor tingen er. Denne anbefaling har tjent mig godt gennem årene, og selv med det erotiske begær har jeg haft bedre held med at spørge hvor tiltrækningen er, frem for hvad den består af.

Om eftermiddagen i vinduet i en lille butik med fine skriveredskaber på Boulevard Saint-Michel, en typisk parisisk boulevard med grønne løvtræer, ser jeg en lille udstilling i vinduet med det jeg leder efter. I en række kulørte farver ligger den genkendelige pen som jeg på skiltet kunne se,  er plastikfyldepennen Lamy Safari. Inde i butikken bliver jeg ekspederet af en meget tjenstvillig men frastødende ældre bretonsk udseende herre, med sine hornbriller hængende i en snor nedover den brune pullover. I dag kan jeg stadig se for mig hvordan han instruerede mig venligt og tålmodigt i, hvordan man sætter blækpatron i og skifter mellem fin og medium spids. Jeg blev dog nødt til at skynde på ham fordi han havde dårlig ånde og lange, klamme negle der gjorde det svært for ham at håndtere de fine dele i fyldepennen. Ud over det rent fysiske ubehag blev jeg ekstremt irriteret over hvor underligt det var, at manden kunne leve af at være ekspedient og skulle fremvise relativt eksklusive varer – Lamy Safari var klart en af de billigste modeller – og så samtidig have så ulækre hænder. I forbindelse med at jeg skulle skrive dette kiggede jeg efter stedet på Google Maps for at finde butikkens navn, men jeg kan se at den er lukket. Jeg forestiller mig at han altså ikke havde stor succes.

3.

I dag har jeg har jeg lært at man i Frankrig tvinger eleverne til at bruge fyldepen i skolen frem for blyant eller kuglepen. Det er årsagen til at de fleste franske studerende bruger dem: det er en vane som hænger ved. Jeg ved ikke helt hvad de franske undervisningsmyndigheders argument for det dogme er, men hvis det stod til mig gjorde man det samme herhjemme fordi fyldepennen simpelthen er det bedste skriveredskab. Der findes et helt nøgternt nytteargument her – nogle ville sige „rationelt“ – som går ud på at fyldepennen kun kan skrive hvis man holder den rigtigt. Det lærer naturligvis børn at holde pennen rigtigt. (At skrive med den krampagtige klo-hånd er simpelthen frastødende for mig.) Derudover kræver det mindre tryk at skrive med fyldepen, og det betyder at man ikke kramper så meget i hånden når man skal skrive stil, diktat og opgaver. Det er pudsigt hvordan man, når man først har prøvet en fyldepen, forstår hvor hårdt man egentlig trykker ned med en kuglepen.

Men det er ikke disse „rationelle“ argumenter som jeg finder afgørende. Det er de æstetiske kvaliteter. En fyldepen føles bare lækkert når den trækkes hen over papiret. Prøv selv. Og så er der stregen. Stregen! Det afgørende er stregen! Man skal ikke have tegnet meget for at forstå at nogle streger er smukke, mens andre er flade og ligegyldige. Som regel kan man allerede føle det mens man sætter den, og før man overhovedet kigger, om stregen er sat uden fokus og intensitet. Erfarne tegnere giver tit nybegyndere det råd at de skal trykke hårdere med blyanten fordi man i starten ikke tør sætte en ordentlig streg. Det er ikke fordi man nødvendigvis skal trykke hårdt for at tegne en smuk streg, men det hjælper én til at sætte sig igennem. Man kan simpelthen ikke tegne en smuk streg hvis man fedtspiller. Det skyldes at bly har en vis organisk kvalitet som er afhængig af hvordan man trykker, og som netop gør at man kan kan variere udtrykket, og altså lader stregen udtrykke noget om den der har tegnet den . Denne kvalitet findes ikke i dårlig blæk, eller i hvert fald ikke på samme måde, og slet ikke i kuglepenne som jeg er kommet til at hade proportionalt med at jeg har lært at elske fyldepenne.

Kuglepennen er på sin vis en genial opfindelse, det anerkender jeg, for man kan skrive nemt på næsten alle overflader uden at grisse, og den virker som regel. Den kan det hele, kunne man sige. Men her ligger også problemet: kuglepennen er lidt god til alt, men ikke bedst til noget. Måske det bedste valg til at skrive på avispapir der suger meget blæk, og som er for porøst til at bruge stiftblyant. Men selv her har jeg fundet ud af at en tør tuschpen – specifikt en Pilot Frixion – fungerer bedre. Jeg har dog en vis svaghed for kitsch, og jeg synes at der er noget fantastisk skønt over vellykket industrielt design, som eksempelvis de berømte BIC-penne af skiftevis blåt og gennemsigtigt plastik, både den med den sekskantede krop og den runde med clipsen hvor modhagen kommer ud i siden. Men som regel er kuglepenne bare en del af verdens plastikoverforbrug. På mit arbejde står der flere kasser med ligegyldige sponsor-kuglepenne med organisationens logo på som ingen bruger, mens chefen synes at det er for dyrt at købe ordentlige penne som medarbejderne kunne få glæde af. En praksis som vist er normen de fleste steder. Det er ikke fordi jeg er ekstrem her, jeg mener blot at der er enorm forskel på en skod 5-kroners pen med firmalogo og en Uni Mitsubishi eller en Zebra til omkring de 35 hvilket burde være indenfor budgettet på en almindelig dansk arbejdsplads. Problemet er ikke så meget plastikhylsteret men at kravet om billig produktion betyder at blækket også er billigt. Kuglepenne fyldes af et voksagtigt blæk der gør at spidsen aldrig tørrer ud, og som gør at stregen aldrig flyder ud på papiret. Et træk som gør kuglepennen idiotsikker. Til gengæld er det det som gør at man skal trykke hårdt fordi blækket ligesom skal gnides ud på papiret. Det voksagtige bindemiddel sætter også store begrænsninger for hvilke slags pigment der kan indgå i blækket til en kuglepen, og det er forklaringen på kuglepennens ligegyldige streg. Det gør det simpelthen umuligt at sætte en god streg med en kuglepen. Min position på dette område er radikal, det er jeg klar over, men jeg mener helt alvorligt at der aldrig er lavet en smuk tegning med kuglepen – jeg har i hvert fald aldrig set en. Aldrig set en håndskrift i kuglepen jeg blev betaget af. Jeg har aldrig kunnet begære nogen jeg har set bruge en bruge en billig plastikkuglepen, jeg får the ick som med voksne der går rundt i smækbukser eller med store Garmin-ure. Jeg bliver både frastødt og forundret over at møde voksne mennesker med flotte jobs som bor i huse til mange millioner, og som går op i deres udseende og livets øvrige detaljer, men som alligevel er tilfredse med at bruge en eller anden ligegyldig sponsorkuglepen de har fået på en konference engang for to år siden. Der er ekstremt mange mennesker som skriver i hånden hver dag, men som ikke er parat til at bruge bare 40 kr. på en ordentlig japansk rollerball med gode skriveegenskaber og farvedybde i blækket.

En fyldepen bliver, som navnet antyder, fyldt med blæk af én selv løbende. Denne blæk er vandbaseret og flyder nogle gange ud og grisser lidt. Til gengæld har man nærmest uendelige muligheder for at variere farverne, både hvad angår selve farens valør og dybde, men man kan også lave farver der changerer eller har glimmer og den slags i hvilket jeg dog ikke er så interesseret i. I stedet interesser det mig mest at læse om og prøve de forskellige udgaver af sort blæk. Det skyldes at en vandbaseret blæk med gode pigmenter kan have mindst lige så meget spil som en god blyant. Det gør at man kan sætte en smuk streg, lige meget om man tegner eller skriver noter.

4.

Jeg mødte aldrig denne kvinde igen fra biblioteket. Men jeg har selvfølgelig tænkt på hende. Bruger hun stadig sin grønne Lamy Safari? Hvor ville jeg gerne røre ved den. Men jeg tænker også på andre skriveredskaber. Jeg forestiller mig en sen aften på læsesalen tilbage på Amager, vi er efterhånden kun to tilbage,  og jeg ser hvordan hun skriver på en opgave om bronzealderkunst med sin Platinum Preppy i lilla – tænk Gameboy Color-plastik – og retter på sine kawaii hårspænder. En kvinde som forstår at kvalitet ikke nødvendigvis skal koste, og at æstetik er noget man kan lære at se i alt hvis man sætter sig for det. Hun bærer en top med bare arme. Vi kommer til at smile til hinanden. Eller jeg forestiller mig at jeg mødes med en mørkhåret arkitekt i Milano, hun kommer gående fra tegnestuen et sted i nærheden, vi drikker Campari Spritz et lokalt sted mens hun fylder sin Caran d’Ache 844 med bly-stifter i HB2. Klassisk skønhed, kontrolleret men organisk, tilgivende. Vi konverserer og hun griner af mine vittigheder, mens en scooter kører forbi, inviterer hun mig hjem til aftensmad. Eller jeg forestiller mig at jeg møder en kvinde på et hotel et sted i Centraleuropa, måske i München eller Strasbourg. Jeg er på forretningsrejse, hun bærer Phoebe Philo og bemærker min fyldepen, mens jeg skriver i min kalender i hotelbaren. Jeg bestiller cocktails til os mens hun finder sin Platinum Curidas i smoke grey frem, en pen med en elegant plastikstøbning og en sofistikeret lukkemekanisme. Moderne, selvsikkert og sexet. Hun spørger om jeg har overskydende blæk, vi går op på mit værelse for at finde det til hende…

Jeg drømmer om at sidde på en københavnsk fortovscafe og læse avis mens jeg venter på min kæreste. Hun kommer cyklende, vi får et glas hvidvin, hun giver mig en gave. Det er en flaske Iroshizuku-blæk – den bedste – i mørk blommefarve. Jeg fylder den i og laver krydsord mens hun taler i telefon. Vi behøver ikke at tale sammen. Hun lader mig se hende, se hende låse cyklen, se hende tage elevatoren, se hende åbne en mælkekarton og drikke, se hende skære sig i fingeren på dyrt japansk notepapir, se hende leve. Og vi er lykkelige.

På dette tidspunkt i historien er jeg omkring to uger henne og ligger lidt over de 10 timers spilletid om dagen. Jeg vågner, spiser, spiller Baldur’s Gate 3, løber måske en tur eller går i Meny, og det er det. Det er sjovt, men også lidt skræmmende hvordan det kan lade sig gøre. Jeg har haft den samme oplevelse af at kunne miste tidsfornemmelsen og fokusere intenst på noget i lang tid ad gangen med andre spil, men meget sjældent med andre ting. Jeg kan uden videres sidde 10 timer og spille, det er intet problem for mig. Hvis ikke min livssituation var så særegen, så ville det kun være skammen som holdt mig tilbage – og jeg tænker tit på hvad jeg kunne have udrettet hvis jeg havde kedet mig lidt i stedet for at bruge alle mine eftermiddage som ung mand på at spille Warcraft? Jeg trøster med selv med det faktum at jeg ikke er alene, og jeg ved at mange, særligt mænd, i min generation tænker det samme om sig selv. Det er derfor at jeg har det svært med at kalde mig selv for „gamer“ selvom jeg egentlig har gamet nok til at gøre mig fortjent til det. Jeg forstår stadig ikke om gaming har gjort mit liv bedre eller ej. Det er også hvorfor det har taget mig så lang tid at skrive dette indlæg færdigt: jeg bilder mig ind at jeg kan få det hele til at være noget værd i sidste ende hvis jeg skriver godt om det.

Inde i selve spillet har jeg fået en del levels og er ved at færdiggøre andet akt. Jeg har skiftet til en tohåndsøkse fordi jeg fandt en god, magisk en, og så er jeg blevet småkærester med en elverdame der hedder Shadowheart. Det er omkring dette tidspunkt at jeg begynder at blive sur på spillet. I spil, og til dels film og serier, taler man nogle gange om immersion – jeg ved ikke helt hvordan jeg skal oversætte det, måske med „indlevelse“. Det er følelsen af at glemme sig selv, tid og sted og lade sig rive med af historien. Det er på grund af indlevelsen at det er så irriterende hvis folk snakker i biografen, for mens man ser filmen så mærker man ikke sædet, sine fødder eller had men har af skavanker, men hvis en eller anden idiot snakker på sædet bagved, så bliver man hylet ud af den, og man skal pludselig forholde sig til at man er en krop med sanser. Indlevelse er ikke noget man opdager når man har det, men når man mister det. Da jeg mistede fornemmelsen af immersion var det imidlertid ikke noget ydre som hylede mig ud af den, det var noget som kom inde fra selve spillet, og som konfronterede mig med den ydre verden.

For at forklare det bliver jeg nød til at forklare hvordan spillet fungerer. I første del af denne tekst forklarede jeg hvordan det tekniske bliver gjort til et spil, det vil sige hvordan man slås når først man har besluttet hvem man vil slå med. Det som man derfor stadig mangler at forstå, er hvordan man vælger det gode? Hvordan er et etiske gjort til et spil? I Baldur’s Gate 3 er det helt overordnet sagt struktureret omkring valg, der bliver understreget af spillets manipulation af tiden. Det er en lidt avanceret måde at sige at det skrider frem i kraft af de valg som helten tager, helt som i klassisk fiktion. Vi hører ikke om Odysseus sidde og spise og gå på toilettet hver dag, i stedet er historiens narrativ en manipulation af tiden hvor de afgørende valg får lang tid i teksten mens de ligegyldige ikke nogen får. I Baldur’s Gate 3 finder man den dynamik i to former: enten et valg om hvor man bevæger sig hen rent fysisk, eller i sekvenser med dialog mellem ens egen karakter og dem man møder. De karakterer man møder, vil som regel sige noget, og kameraet klipper så rundt i forskellige skud som i en dialog på film. Når det så bliver tid til til ens egen linje, så får man valget mellem forskellige svarmuligheder, og så længe man – altså spilleren – tænker over hvad man skal svare, så står verden stille. Hvad man siger er nogle gang lidt ligegyldigt smalltalk, men som regel vil der være store beslutninger i den salgs situationer, til dels fordi ord gør noget enten ved følelsesmæssigt at have konsekvenser for ens forhold til andre mennesker – eller fantasivæsner med eller uden menneskelignende følelsesliv! – eller fordi ens ord kan have store konsekvenser. Eksempelvis kan en krig blive erklæret ved lederens ord, eller et løfte bliver udtrykt af to elskere. Samtidig kan man også ofte vælge at gå den ene vej eller den anden, og der er flere tilfælde af det klassiske rollespilsvalg mellem at kæmpe sig gennem hoveddøren eller snige sig ind ad bagdøren.

Der er mange af den slags begivenheder i Baldur’s Gate hvor tiden står stille, mens man som spiller må tage et valg på sin karakters vegne. Mange af dem er ligetil, men der var også flere gange hvor jeg måtte sidde længe og tænke over det, og der var endda valg der påvirkede mig så meget, særligt når konsekvenserne først senere gik op for mig, at jeg måtte gå en tur for at få styr på nerverne. Der var et tidspunkt hvor jeg fik nogle unge, rodløse landstrygere til at hjælpe mig med at angribe en slags bjørn, og en af dem døde, hvor jeg forbandede mig selv over ikke bare at have bedt dem om at gå stikke af i stedet. Eller en gang hvor jeg takkede ja til et one-night stand med en druide mens jeg havde lidt for meget kørende med hende elverdamen, hvilket jeg kom til at fortryde. Mest følelsesmæssigt påvirket blev jeg dog påvirket af en gruppe af gnomes som jeg var blevet venner med – gnomes er et typisk rollespilsvæsen baseret løst på en figur fra tysk overtro, populariseret af lægen og mystikeren Paracelsus, der beskrev dem, som var de en almindelig del af naturen. Gnomerne i spillet var blevet taget til fange, men jeg var mere optaget af at finde nogle skatte og hjælpe den føromtalte elverdame med nogle ting, så da jeg endelig nåede frem til fængslet havde gnomernes fangevogtere slået dem ihjel. Her måtte jeg gå en tur ned til Svanemøllestranden og kigge lidt ud over Øresund mens jeg gentog overfor mig selv: „Det er bare et spil“. Heldigvis tillader spillet at man gemmer undervejs, og dagen fandt jeg en gammel backup frem hvilket gjorde at jeg måtte spille 5-6 timer om igen, men endte med både at redde mine gnom-venner og hjælpe Shadowheart.

Jeg accepterede stort set alle disse begivenheder, og jeg spillede videre, opslugt af spillet og historien. Jeg nakkede ham bossen i både spillets første og andet akt og det gik godt. Men senere kom jeg dog til et gammel forladt tempel der lå smukt et sted på en bjergside. Det var en meget smuk bygning som så ud til at have været et slags forhistorisk tempelkompleks der nu i det store hele var forladt, med undtagelse af nogle goblins jeg undgik – mest af sympati fordi jeg vidste at jeg nemt kunne nakke dem med mine magiske våben. I stedet ledte spillet mig mod templets underjordiske kældergange som jeg nysgerrigt gik ned i. I rollespil er det altid i kælderen at tingene sker. I denne kælder var der nogle „githyanki“ som havde slået lejr. Det var sådan lidt så-som-så med dem. De er meget ærekære og lidt af en militærkult, men også ok hvis man lader dem passe sig selv. Det gjorde jeg og vi kom okay ud af det med hinanden. Jeg kom derfor også forbi de her githyanki uden de store problemer, og et lag dybere ned til kælderens kælder.

Kælderens kælder var meget omfattende, et betydeligt system af gange med indbyggede lamper og automatiske porte som på en måde både var magiske og mekaniske. For enden af flere rum og gennem et par døre ligger der så et stort rundt rum. Det var en af de rum som en gamer med det samme genkender som scenen for noget episk. Det her er et boss-room. Det narrativ som er opstået omkring hele templet, denne side-quest, skal forløses. Jeg forstår derfor at samtidig at der vil være loot, altså magisk ting jeg kan bruge.

Selve rummet er stort og rundt, og i midten hviler en hammer på en stor piedestal, skinnende og blinkende. To ting står klart for mig her: For det første er der noget lorent ved denne piedestal, og der vil ske noget når jeg rør ved den. For det andet vil denne hammer være god, og den vil højst sandsynligt have præcis de magiske fordele som passe godt til Shadowheart.

Jeg vælger selvfølgelig at tage hammeren. Det aktiverer en Indiana Jones-mekanisme som da han tager det gyldne abehoved og grotten styrter sammen mens en kæmpesten ruller efter ham i den første film. Denne gang er det ikke en stor kugle som rulle, men en stor magisk bombe som vil selvantænde efter at en slags trylle-generator har skabt nok energi. Det er timet – sjovt nok, ligesom i filmen – til at jeg lige kan nå at slippe væk med hjælp fra den troldmand vi har med, hvis evne til at teleportere gør at Shadowheart og jeg overlever.

6.

Efter oplevelsen i kælderens kælder sidder jeg tilbage med en lidt underlig følelse. Sejr er det i hvert fald ikke, selvom jeg ret beset har fået mit loot og nu kan komme videre til spillets tredje og sidste akt. For jeg kan ligesom godt se at jeg har handlet forkert. Jeg har handlet som var jeg en af de gravrøvere som Indiana Jones er baseret på. En af de røvere som ødelagde tusindårgamle artefakter i Ægypten, Grækenland, Sydamerika eller andre steder, for at tage dem med til museer eller pejsestuer i London, Berlin eller New York. Jeg har handlet ondt: jeg har slået primitive lokale ihjel og har ødelagt uerstattelige kulturskatte på grund af en elverdame med sort eyeliner og stram røv. Men til forskel fra spillets tidligere sekvenser føler jeg ingen ophidselse, ingen trang til at gå ned til Øresund. Jeg føler i stedet vrede – lidt på mig selv men mest på spillet. Vrede over hvor lidt mening det giver at der ligger en stor magisk, selvdestruerende bombe nede i kælderens kælder under et gammel kloster. Der er sket det at spillet har overtrådt en løs, men ikke desto mindre vigtig, grænse hvor dramaet nu ikke længere føles som noget der er opstået organisk i selve spilverdenen, men som noget der sker fordi manuskriptforfatteren har besluttet det. Det bryder men den kontrakt man har som spiller, læser eller seer af et univers hvor der skal være nogle regler som giver mening, og som overholdes nogenlunde, for at man kan opretholde indlevelsen. Det giver ikke nogen mening hvor kræfterne til sådan en bombe kommer fra, ej heller hvordan den kan aktivere efter hundredevis af år – og derfor føles det ikke som noget som kommer inde fra selve universet, men noget som kommer udefra: fra manuskriptforfatterne. Sådan er det selvfølgelige med al fiktion når det kommer til stykket. Der er selvfølgelig George Lucas der har fundet på at Indiana Jones skal rende rundt med en sort pisk, men det føles som om det er Indiana Jones selv fordi George Lucas er dygtig til den slags. Jeg bliver sur over denne scene med hammeren fordi det altså ikke længere føles på den rigtige måde: det bryder med reglerne for universet. Og hvordan skal jeg kunne vælge det gode – det retfærdige – i en verden hvor mine handlinger kan sætte kræfter i gang jeg slet ikke vidste fandtes? Hvis magiske kræfter ikke giver mening? Hvor universet selv ikke spiller efter reglerne?

Flere tanker melder sig hos mig. For det første: var det også sådan arkæologerne følte i Ægypten – de kunne måske heller ikke forstå at de ødelagde flere tusind år gamle kunstskatte da de klippede den over 3000 år gamle snor over til Tutankhamuns gravkammer og førte det og meget andet med dampskip til Europa? Hvem kan egentlig forstå noget på så lang en tidsskala? Jeg kan ikke lade være med at få et stik af sympati for de her mænd, nu da jeg selv har handlet som dem – uden at jeg selvfølgelig tvivler på, at de gjorde det forkerte. Men en anden, dybere tanke har hjemsøgt mig siden den oplevelse: er det i virkeligheden ikke en helt normal betingelse at vi skal tage valg – altså være etiske – i en verden som er uretfærdig? Tag bare det at flyve eller spise oksekød. Rationelle mennesker forstår godt at det er forkert at gøre det, men langt de fleste gør det alligevel. Jeg gør det, om end i en begrænset grad. Men det er ligesom unfair at man bliver konfronteret med det hver dag.

Et bedre eksempel er måske plastikforbrug. Plastik er for mig et magisk materiale. Jeg ved ikke hvordan det bliver lavet – det er som om det bare spawner overalt – og jeg forstår ikke hvorfor det kan hvad det kan. Nogle gange er det kraftigt, andre gange smidigt, nogle gange stærkt, andre gange porøst, og det kan være blødt, hårdt eller have kvaliteter som at være bakterieresistent, hvad det så end vil sige. Det vigtigste er dog at det ikke nedbrydes i naturen. Et faktum jeg heller ikke rigtigt forstår, men alligevel er meget optaget af.  Jeg forstår selvfølgelig godt hvad det betyder rent sprogligt, men det er som om jeg ikke fatter det. Måske fordi det er en negativ bestemmelse – ikke-nedbrydeligt – eller måske fordi det rækker så langt ud i fremtiden: hvordan kan man fatte at plastik ikke nedbrydes, og derfor stadig vil være der hvor man efterlader det, om tusind år?

Et par dage efter alt det her kørte jeg en tur i skovene nord for København, først Dyrehaven og så videre ind i Rude Skov, og på vej hjem går det op for mig, at jeg har mistet plastikindpakningen fra en Twix White som jeg havde spist undervejs (en udgave med hvid chokolade som jeg ikke kan anbefale). Det plastik kommer til at ligge ude i Rude skov i flere tusind år, og det gør mig ret ked af det, samtidig med at jeg bliver sur fordi jeg tænker at det er unfair hvordan sådan en lille forglemmelse – jeg tror jeg havde glemt at lukke lynlåsen i jakkelommen – skal have så store konsekvenser. Jeg bliver vred at og tænker at jeg ikke burde have det på den måde, for jeg er jo bare et menneske, og man kommer til den slags. Det er uretfærdigt på samme måde som det er uretfærdigt at konsekvenserne af et normalt moderne liv hvor man bliver inviteret på pasta kødsovs og en flyvetur til Wien af sin mor. Det er som om der også er magiske kræfter – som man end ikke forstår – på spil i den virkelige verden.

7.

I sit hovedværk Ansvarets princip kommer den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas med en metafor som jeg synes er genial: mennesket har en kort og en lang arm. Jonas er – vil jeg bemærke en passant – en meget undervurderet filosof, og jeg tror det skyldes hans nærmest hysterisk kedelige navn. Men det er synd, for han er god. Den korte arm er den vi kender. Det er den man kan skrive blogindlæg med eller bruge til at skære et æble i bidder med som overspringshandling. Det er den arm som det etiske normalt tager udgangspunkt i. Det er den arm som kan alle de ting klassiske moralfilosoffer som Aristoteles, Kant eller Mill kunne forestille sig. Den arm som kan bære et sværd, bygge et hus eller give penge til de fattige, men så heller ikke noget vildere end det.

Den lange arm er imidlertid den der kan tabe Twix White-papir i Rude skov. Det er den arm som voksede frem sammen med det som Hans Jonas kalder for den teknologiske civilisation. Jonas blev født i 1903 og levede i det meste af det 20. århundrede, og han var derfor vidne til at teknologien blev mere og mere overpowered, for nu at bruge et gamerudtryk. Der kom ting som atomkraft og -våben, kunstgødning, plastik, sprøjtemidler, benzin- og dieselmotorer og så videre. Det er teknologi man oplever som magi fordi man ikke forstår det i detaljer, og derfor ikke kan finde ud af at handle efter den. Men den lange arm er altså også overalt i fantasy og computerspil: hvis man kommer til at aktivere en magisk bombe, hvis man kommer til at dræbe en tilfældig person fordi man lige skulle prøve den nye spell fireball (jeg taler af erfaring), hvis man overtager verdensherredømmet i Civilizations eller hvis man tager et af de ekstreme valg, man bliver mødt med i den overgjorte slutning på Baldur’s Gate 3 (som jeg ikke spoiler her, men som jeg synes er dårlig).

Men den lange arm findes også i virkeligheden. Et paradigmatisk eksempel er de døde indre farvande som de fleste for nyligt er blevet opmærksomme på. Det har end ikke været en mulighed i bondemandens hoved at han kunne slå alle fiskene ihjel, at han kunne gøre fiskeren arbejdsløs og han kunne bringe mere sult end han producerede føde. Men det er ikke desto mindre hvad der er sket på grund af hans valg om at sprede gødning og ukrudtsmiddel på sine marker. Jeg forestiller mig at bondemanden synes at verden er uretfærdig når han hører det, og at i hvert fald noget af landbrugets vrede mod de økologiske bevægelser kommer af en skam og frustration over at have handlet i en verden hvor de har prøvet at gøre det gode, men hvor de magiske naturlove har bestemt at de har gjort det onde. Hvor de har brugt den korte arm til at så liv og den lange arm til at ødelægge det. I sådan en situation finder man, som jeg gjorde det i scenen i kælderens kælder, at selve verdens regler – naturlovene – er uretfærdige.

Hvad gør man så i den situation? Jeg skiftede min tilgang til spillet. Herfra var min karakter Hrodgar ikke længere en spejling af mig, men blot et fantasivæsen. Det var ikke længere mine valg, men barbaren Hrodgars valg, som jeg så udspille sig igennem spillet. Det er noget som jeg siden har lagt mærke til ske i mange spil. I level 1 giver tingene ligesom mening, og man kan sætte sig ind i karakteren og leve sig ind i valgene. Men på et tidspunkt slår det om, og man bliver så magtfuld at tingene stopper med at give mening. Armen bliver så lang at universet knækker over. De første par levels er altid de fedeste, og derfor kan slutningen tit føles lidt træg. Men måske er det bare sådan, og måske er det en afspejling af virkeligheden at tingene bare bliver mere og mere komplicerede og man mister fornemmelsen af sin egen plads i den.

Det lykkedes efter lang tid, og jeg blev til sidst tilbudt et fast arbejde. Der var dog det forhold at jeg først skulle starte en halvanden måned frem i tiden. På det tidspunkt gav jeg slip. Jeg lod mit liv flyde som det nu ville, og jeg stoppede med at lege at jeg var en initiativrig ung mand med smag på livet. Straks efter at jeg skrev under på kontrakten cyklede jeg ned og hentede en flaske cbd-olie i Klumbens butik på Jægersborggade, købte en kraftfuld computer på afbetaling og installerede computerspillet Baldur’s Gate 3.

1.

Der findes to grundlæggende måder at spille rollespil på. Det gælder lige meget om man spiller for sig selv med computeren, over bordet med sine venner eller noget helt tredje. Enten spiller man en anden end sig selv: fordi rollespillet tillader en at træde ud af sin egen hverdag og slippe for at være sig selv. Man kan være et andet køn, en anden højde, have magiske kræfter, være et fantasivæsen, have andre holdningen eller være ond, hvor man i hverdagen prøver at være god. Men man kan også gøre det omvendte, og spille en karakter der er sig selv, eller i hvert fald en version af sig selv, men sat i en anden, fremmed verden. Man kan altså slippe for at forholde sig til sine omgivelser, sin kedelige hverdag og sin krops skavanker eller behov – eller sagt lidt mere positivt: man kan prøve at sætte sig selv i en ny og uvant position. Hvordan ville jeg handle hvis jeg kunne lave ildkugler ud af ingenting? Hvordan ville jeg håndtere at være lang stærkere eller lang svagere end jeg er nu? Hvordan vil jeg reagere hvis jeg skulle slå nogen ihjel i en uretfærdig krig? Og hvad med en retfærdig krig? Rollespil tillader en at opleve situationer man ellers ikke ville have oplevet, og skulle spille en rolle i et drama man ikke har i sit eget liv.

Baldur’s Gate 3 er, hvis man ikke kender det, en af de sidste par års mest prisbelønnede og populære computerspil, og det fremstår derfor i dag som et nyere hovedværk i rollespilsgenren. Spillet gør de fleste ting som andre rollespil gør, og så gør det nogle ting anderledes. Man starter meget hjemmevant med at skulle lave en karakter. Jeg valgte mulighed nummer to og lavede en karakter der grundlæggende var mig selv. Eller i hvert fald valgte jeg en version af mig selv, da spillet ligesom mange andre spil i rollespilsgenren også har et stort element af kamp – af vold. Det er et helt centralt element at man skal slå nogle monstre – og nogle gang noget, som ikke er et monster – ihjel får at få experience points, så man kan komme videre i spillet. Jeg valgte at spille en Barbarian fordi jeg skulle vælge mellem et udbud af forskellige måder at slå ihjel på. Men man kan også sætte sit eget præg på enormt meget andet i spillet, helt ned til størrelsen på ens pik, og i min version var det en barbar med en økse i hvert hånd, en hårdtpumpet brystkasse og den største tissemand spillet tillod. Det var ikke rigtig klart for mig på daværende tidspunkt, men i bagklogskabens lys er det tydeligt at jeg begærede det frigørende i at være en  handlekraftig fysisk supermand der ordnede sine problemer med ved at dual-wielde håndøkser. Det var en kontrast til mig eget livs fattige og smådeprimerede tilstand hvor jeg sad alene i et betonhøjhus og følte mig meget, meget langt fra at score.

2.

Man kan sige at jeg derfor ikke rigtig spiller mig selv ved at være barbarian og slås med økser. For jeg kan jo ikke den slags. Men det er lidt for simpel at se det sådan. Jeg lærte selv at den slags er temmelig kompliceret af at læse Søren Kierkegaard. I mange af sine tekster leger Kierkegaard med hvem han er ved at udgive dem under et andet navn, og i det hele taget at lave alle mulige meta-lag om at han slet ikke selv har skrevet teksten, men har fundet den inde i en hemmelig skuffe og den slags. I lang tid tænkte jeg at der var den rigtige Søren, og så var der alle pseudonymerne som var fiktive karakterer. Men i en en hans tekster, Sygdommen til døden, gav han mig nøglen til at se det på en anden måde. Han skriver om hvor svært det i virkeligheden er at være sig selv, og at det i virkeligheden er et grundvilkår ikke rigtig at være sig selv fordi man i stedet prøver at blive en anden. „Fortvivlelse“ over hhv. at være og ikke være sig selv kalder han det fordi alting selvfølgelig skal være emo med ham. Jeg har altid forstået det sådan at man ikke bare er den man er lige nu, men samtidig er den man prøver at være. Eller i hvert fald er en person lige nu der prøver at blive noget andet. Det forklarer ret glimrende den særlige fortvivlelse der ligger i at være arbejdsløs: man prøver at være en anden – altså en fyr med et job – men det kan man ligesom ikke selv bestemme om man bliver. Man kan kun bestemme at man bliver en fyr uden et job der prøver at få et job, i stedet for en fyr uden et job der ikke rigtig prøver at få et job. Men det er selvfølgelig også noget. For Kierkegaard betyder det at der ikke er nogen rigtig Søren Kierkegaard til forskel for hans falske maske – som eksempelvis karakteren Anti-Climacus, det navn han udgiver bogen under – i stedet er der en mand der er autentisk på sin egen underlige måde ved netop at være en weirdo der udgiver bøger under falske navne.

Min erfaring med rollespil er at det siger utrolig meget om personer hvad de vælger at spille i den slags spil. Et fantastisk eksempel er Glenn Bech der skriver om sit forhold til to andre drenge fra sin skoleklasse. De både småmobber og er venner med ham på den måde man kan være det i folkeskolen hvor man tit er sammen med dem fra ens klasse bare fordi de går i klassen, også selvom man ikke nødvendigvis kan lide hinanden. Det bliver ekstremt præcist opsummeret i det faktum at Bech spillede Priest i World of Warcraft og dermed var healer for de to drenge han længtes efter at blive accepteret af. If you know you know. Selv spillede jeg dengang shaman, og jeg var en lidt verdensfjern teenager, til forskel fra i dag hvor jeg søger en mere umiddelbart nærvær med verden – eksempelvis gennem den sport og den sanselighed jeg ikke dyrkede som ung mand – hvilket indenfor en fantasy-verden tager form som det nærvær der er i at være en melee-class, altså en der slås med nærkampsvåben.

Samtidig er jeg typen der er fuldkommen klar over at øksen frem for sværdet er det mest almindelige krigsvåben i både vikingetiden og bronzealderen, og forholdet mellem sværdet og øksen som praktisk og symbolsk våben er noget som jeg tænker over ofte. Jeg synes ligesom mere at øksen er mit våben. Det skyldes at sværdet er aristokratiets våben, og at jeg for nuværende bekender mig til min families klasseidentifikation der af historiske årsager stadig får os til følelsesmæssigt identificere os med pjalteproletariatet. Hvis jeg vælger at have sværdet som mit våben — altså at lave et sværd specc eller build, som man siger på jargon — så forræder jeg mit ophav for at rollespille et overklasseløg, og det er trods alt for langt ude. Så ville jeg ikke rollespille mig selv, men prøve at spille en anden. Det er derfor rigtig nok at jeg ikke er en mand der kan slås med økse, men det er til gengæld sandt at jeg er en mand der vælger at spille en mand der kan slås med økse.

3.

Aristoteles var – for nu kortvarigt at vende tilbage til filosofien – helt bestemt en sværd-mand, det er jeg sikker på. Hans formentlig mest indflydelsesrige idé er at der er forskel på noget som er godt i sig selv, og noget som er godt for at opnår noget andet. Det første kalder man det etiske og det andet for det tekniske. Der er forskel på at at være en god ven i sig selv, og så at have gode tekniske færdigheder som healer fordi det hjælper en til at være der for sine venner inde i Azeroth. Derfor er der også to spørgsmål som enhver karakter – fiktiv eller virkelig – skal svare på: Hvad vil man opnå? og hvordan vil man opnå det? Det er de to spørgsmål som man svarer på når man først bygger sin rolle i rollespil og siden udspiller den.

Rollespil er i bund og grund et spil. Derfor bliver begge de to spørgsmål også bundet op på nogle spilelementer. Det vil sige nogle regler og nogle muligheder som spilleren vælger mellem. Det sker helt fra starten når man skal „bygge“ sin karakter. Her kan man vælge at have maksimum i styrke, men så skal man måske skrue lidt ned for sin visdom-score osv. Det handler om kompromiser og at satse på en bestemt strategi. Det med økserne er derfor lige så meget et teknisk anliggende, det er en strategi for at give meget skade i spillet. Fordi at jeg er en nogenlunde rutineret spiller ved jeg at jeg til gengæld for min relativt høje skade vil mangle andre aspekter som jeg siden skal prøve at dække ind. Som eksempelvis skade på afstand, healing og det man kalder crowd control, hvilket vil sige måder at kontrollere fjendens bevægelser eller helt uskadeliggøre dem.

Det er relativt nemt at gøre det tekniske spørgsmål til et spil. For du kan bare give point. Det er derfor man taler om en high-score. Hvis man klarer sige godt i et bestemt spil eller bare en bestemt sekvens i et spil, så får man mange point, og hvis man klarer sig dårligere så får man færre. Det er det samme med alle spil. Hvis man spiller kortspillet 500, så er det gode at få 500, og det hele handler så om hvem der er bedst til at få de 500. I rollespil er det som regel ret mange flere spilelementer som gør det spændende, men grundlæggende har man liv og skade, og så handler det om at give så meget skade at modstanderen mister alt sit liv før man selv mister sit.

Ser man på det moralske spørgsmål i stedet er det lidt mere kompliceret: Hvad er det for et gode jeg vil opnå? I tidligere spil har man lavet forskellige forsøg på også at gøre de moralske valg til et spil-element. Et eksempel er den populære spilserie Mass Effect der også er bredt anerkendt for sin historiefortælling. Her får man direkte feedback efter hver beslutning i form af forskellige point der repræsenterer ens rolles moralske dyd og karakter.

Allerede da jeg skulle bygge min karakter – jeg endte med at kalde ham Hrodgar, den engelske måde at stave sagnkongen Roars navn – så opdagede jeg noget som jeg synes er meget afgørende. Baldur’s Gate 3 er ligesom 1’eren og 2’eren bygget på reglerne i Dungeons & Dragons, – det spil der egentlig bare er hvad de fleste forbinder med rollespil i dag – og her skal man nødvendigvis vælge om man er god, ond eller den mystiske „neutral“, og det gør man ved at udfylde et skema over sin karakters alignment. Selvom man kan vælge at ignorere det, så er dette skema bygget ind i spillets regler, og det er imod reglerne at lade skemaet stå tomt. Konsekvensen af ens valg er at nogle magier kun virker på gode mennesker og andre kun på onde. Man kan eksempelvis spille Paladin, og så får man magien Smite Evil der giver ens våben +1 damage pr. level man er. Det virker dog kun på mostre eller andre spillere hvis alignment er evil. Det er interessant fordi det er et tydeligt eksempel på hvordan man i rollespil må blande spillets regler og ens karakterudvikling sammen. Men det er også vigtigt for det helt overordnet betyder at i spillets univers findes det gode og det onde som virkeligt eksisterende størrelser. Dette er ond og god i en fuldstændig klassisk forstand: moral som vi kender det fra eventyr, heltesagn og den kristen kirke. Det er middelalderens metafysiske verdensbillede. Det onde er eksisterer som ting i verden, og man kan møde ondskaben hvis man er uheldig. Det kan virke lidt fjernt for os i dag hvor moralen er blevet moderne, men tidligere fandtes det onde og det gode rent faktisk i verden. Djævlen fandtes og han tog bolig i dig hvis du gjorde det onde, og du kunne møde hans håndlangere hvis du gik for langt ud i mosen eller ind i skoven.

4.

I sit værk Moralens Oprindelse giver Nietzsche en historisk forklaring af netop den kristne moral. Lidt kort sagt handler det om at de første kristne lider af en slavementalitet der siden udvikler sig til den kristne moral med sine påbud og selvbegrænsninger. Det er Nietzsche ked af fordi han er besat af tanken om den store mand, og han bliver holdt tilbage af den kristne slavemorals begrænsninger. Den forklaring giver jeg ikke sådan super meget for, da den ikke er historisk korrekt og ikke forklarer særligt meget. Det spændende – og revolutionerende – ved spørgsmålet om moralens oprindelse er derfor heller ikke Nietzsches forklaring, men selve det at man overhovedet kan give en historisk forklaring af moralens udvikling. Det betyder at man efter Nietzsche kan forstå moral som noget der passer til den verden og de historiske tilfældigheder som nu en gang har er indtruffet, og at moralen derfor kunne have været anderledes. Moralen er et historisk kontingent fænomen. Min oldefar slog eksempelvis min farfar, og han synes nok det var fint at gøre det, men i dag mener jeg noget andet. Det er i modsætning til den kristne morals egen selvfortælling om en uforanderlig moral der er givet af gud en gang for alle, som eksempelvis de 10 bud der ligesom bare gælder hele tiden.

Da rollespil kom frem i 80’erne var mange kristne oprørte over at der var dæmoner, djævle og den slags med, og det skræmte dem. Hvis de havde slappet lidt af og prøvet at spille med ville de måske have forstået at spillets moralske univers er et godt gammeldags kristent univers. Dungeons & Dragons kunne kun opstå på det sted og det tidspunkt det gjorde, i USA i anden halvdel af det 20. århundrede — det er et historisk kontingent fænomen. Og i det univers som Dungeons & Dragons ligger på til er der det gode og det onde, og de to ting kan ikke bytte plads, hvilket nok ville være normalt i en mere moderne — eller måske skulle man skrive postmoderne — fortælling. Det er vitterligt umuligt at være en god dæmon eller heks efter spillets regler. Derfor har spillet i mine øjne også den omvendte effekt af hvad konservative frygter: det er i grunden et ekstremt konservativt spil fordi det gode og det onde er to virkelige og uforanderlige størrelser. Det er selvfølgeligt ekstremt gammeldags og det har altid givet problemer for dem som spiller, for rollespillere ofte har været mere progressive end gennemsnittet mens de har spillet et spil som er mere konservativt.

Det med alignment altid været et problem for Dungeons & Dragons da der ikke er nogen forklaring på det gode og det onde inde i selve spillet. Der er en forklaring på nærmest alt andet: hvorfor man kan lave fireballs bliver forklaret, hvor goblins kommer fra bliver forklaret og så videre og så videre, men ikke det gode og det onde. Man skal altså gøre det gode eller gøre det onde i en verden hvor moralen ikke passer til denne verden fordi den i virkeligheden kommer fra vores egen verden, hvor der ikke er fireballs og goblins. Det gode og det onde er noget som bryder den fjerde væg fordi det refererer ud af selve universet og tilbage til vores egen verden. Det er derfor en interessant nyskabelse at man Baldur’s Gate ikke skal vælge alignment når man bygger sin karakter, man skal ikke udfylde et skema over om man er god eller ond.

Lidt mere overordnet kan man sige at det er et af flere elementer som gør spillet til et kulturkritisk kunstværk. Meget det samme sker med kønsspørgsmålet da man ikke specifikt skal vælge om man er mand eller kvinde, og det skriver spillet ind i en tradition for normkritisk kunst. Det er en form for dekonstruktion af dualismen god-ond der tvinger spilleren til ikke at tænke „hvad er det gode at gøre her?“ eller „hvad er det onde at gøre her?“, men i stedet at tænkte „hvad ville min rolle vælge her?“. Man er tvunget til at stå på egne ben og ikke tage sine valg ud fra sikre moralske foreskrifter. Det er på sin vis frisættende for rollespilleren for man er mindre begrænset i sin fantasi, men samtidig bliver det en udfordring fordi regler er med til at give tingene mening og struktur. Man bliver mere aktiveret som spiller af spillet, men prisen for at pege ud af universet og ind i virkeligheden er at man risikerer at gå på kompromis med indlevelsen i spillets univers.

Hvis du vil forsåt hvad jeg mener med dette kompromis, og hvis du vil vælge det gode, så skal du læse andet afsnit af denne to-delte serie. Afsnittet kan du finde her: https://intueor.dk/sande-handlinger-falske-verdener-y8cj.

1.

For det første var jeg til et selskab hvor en veninde kom til at sige at etik „ikke er objektivt“. Jeg sagde hurtigt – måske lidt for hurtigt, det indrømmer jeg – at det skulle man passe på med at sige, og før jeg selv kunne forklare hvad jeg mente med det, så begyndte en anden filosof i selskabet at forklare problemet: indenfor det man – som regel uden selvironi – kalder for „mainstreamfilosofi“, så er det meget forbudt at sige den slags fordi man derved påstår at der ikke findes etiske sandheder. Så kan man grine lidt ad almindelige mennesker, for selvfølgelig findes der sandheder i etikken.

På trods af knap 6 års ihærdige studier på flere filosofiske afdelinger er det ikke lykkedes mine tidligere underviserer hverken af få mig til helt at fatte dette problem, og endnu mindre at synes det er vigtigt. Der findes adskillige punkter hvor grundige studier af filosofiens klassikere gør en klogere end de fleste „almindelige“ mennesker, men dette er ikke en af dem. Det forekommer at lige denne pointe er vigtig i filosofien primært fordi man kan tolke hverdagssprogets udsagn på en måde der får en til at virke klogere end hverdagen.

Det jeg prøver at sige, er at situationen var lettere pinlig. Jeg turde ikke selv afbryde den længere monolog som denne unavngivne filosof var ude i fordi han var i besiddelse af både en ph.d.-grad og en stilling et sted, jeg gerne selv vil arbejde. Man skal forstå det som et eksempel på objektivitetens dragende virkning: man sætter den på en piedestal fordi man gerne vil være den gode skoledreng som gør alt det rigtige.

Men „objektiv“ er hvad den tyske filolog Uwe Pörksen – som de bedste tyske akademikere har han et fjollet navn – kalder for et plastikord. Han kalder det plastikord men ville egentlig have kaldt det for lego-ord, altså efter klodserne, men var bange for at det var for snæver en reference, da legoklodser ikke var så udbredt dengang i 90‘ernes Tyskland. Der er to ting som karateriserer et lego-ord. For det første at det har en aura af noget videnskabeligt over sig, hvilket skyldes at det på et tidspunkt har været et videnskabeligt ord. Det vil sige brugt primært i videnskabelige tekster og af vindeskabsfolk hvor det på grund af sin specielle funktion i et mindre fællesskab af specialister har haft en ret snæver betydning. Siden er det sivet ud af videnskaben og ind i dagligdagssproget, og her har det mistet sin betydning fordi lange de fleste dagligdagsmennesker ikke forstår den videnskabelige kontekst det er opstået inden for. Andre eksempler på lego-ord kunne være „kommunikation“, „valid“ eller førnævnte „italesætte“, der stammer fra en dansk oversættelse af Michel Foucault. For det andet fungerer et lego-ord på den måde at det altid fungerer, for det geniale ved lego-klodser er at de alle sammen kan sættes sammen. Alle legoklodser har den samme størrelse af hul i bunden og samme lille runde dims på toppen, og det er ret smart hvis man skal lege fordi man kan bruge sin kreativitet og sætte klodserne sammen på nye måder. Men det er ikke særligt godt når man skal tale ordentligt og beskrive noget godt, for kan man bruge et ord om alt, så siger det som regel intet. Prøv bare at spørge dem der arbejder professionelt med „kommunikation“ om de ikke kan alt, og så spørg dem bagefter om hvad de egentlig kan. Det rigtig gode ord passer ikke på alt, men kun lige den situation det skal beskrive.

Hverken det med etiske sandheder eller plastik-ord var noget jeg havde tænkt mig at sige i situationen, selvom jeg tænkte det. Jeg ville have opsummeret det med at forklare hvordan man skal passe på med ordet „objektivt“ fordi det er mere kompliceret end som så. Man tror det klarer tingene op, men det mudrer det hele til i stedet.

2.

Grunden til at jeg ved det er kompliceret med objektivitet er en anden begivenhed i mit liv. Jeg blev samme formiddag færdig med de amerikanske idehistorikere Lorrain Daston og Peter Galisons bog Objectivity som jeg har brugt det sidste halve år på at komme igennem. Jeg mener at det er en begivenhed i ordets præcise forstand – på den måde at det er en begivenhed som har stor betydning i mit liv. Det er på højde med dengang jeg læste Bruno Latours Vi har aldrig været moderne med en af mine gode venner eller dengang jeg kørte rundt i Paris’ metrolinje 4 og læste Leibniz’ Discours de metaphysique og det forandrede mit syn på alting.

Daston og Galison starter bogen med at konstatere at ordparret objektiv og subjektiv har skiftet mening i hvert fald én gang i løbet af historien. Tilbage i 1700-tallet betød det nogelunde det omvendte af i dag, dengang var det objektive det tvivlsomme fordi det havde en mere flygtig, sanselig eller menings-agtig karakter, hvorimod subjektiv blev set som det sikre og almengyldige man kunne sige om verden, det som er fælles for alle „subjekter“. Ordet får først sin nuværende betydning i kraft af et skift som sker efter den tyske idealisme gør sit indtog, hvilket vil sige i løbet af 1800-tallet. Senere i løbet af 1800- og 1900-tallet bliver objektivitet et mål for naturvidenskaben der altså ser objektiv viden som essentielt for videnskaben som sådan. Men det betyder ikke at man er enig om hvad det så vil sige, og man finder mange forskellige betydninger af objektivitet, og nogle er direkte modstridende.

Det geniale ved deres bog er at de tager udgangspunkt i visuelle afbildinger som enten hjælper eller helt udgør videnskaben. Man kan derfor sige at bogen er en lang analyse af videnskabens billedsprog. Det bliver interessant fordi videnskabsmænd er nød til at tage æstetiske valg når de skal demonstrere deres resultater. Det kan være om farver eller skala, om man skal man bruge fotografi eller tegninger osv. Disse demonstrationer viser de forskellige videnskabsmænds kamp med deres egen menneskelighed og rolle i en videnskab hvor det er meningen at der slet ikke skal være nogen menneskelig rolle fordi den netop er objektiv.

Mens jeg læste bogen tænkte jeg på de anatomiske modeller af menneskets organer som jeg kan huske at vi havde i biologilokalet på min folkeskole. Det var store modeller i rigtig størrelse hvor man kunne pille organerne ud og sætte dem ind igen. De stod inde i et fint snedkerlavet skab af mørkt træ med glasruder, og en gang imellem åbnede læreren op, for at vi kunne se. Jeg husker også at jeg gerne ville røre og prøve at pille ved den selv, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre med en hel klasse elever der alle sammen havde samme lyst til at pille ved en plastikelver. Jeg var fanget mellem sansernes begær efter at røre, og fornuftens begær efter at være en god lille skoledreng der holder sine lyster sig tilbage.

Dengang blev de her modeller blev præsenteret som objektive modeller, og det er de for så vidt også. En detalje som jeg husker at tyktarmen var lyserød. Men det kan måske have været et falsk minde, for hvis jeg prøver at finde de her modeller på nettet, så kan jeg se at de som regel er mørkelilla, koboltblå eller blegt hudfarvet. Det er et eksempel på et æstetisk valg som nogen har truffet, og som på hver sin måde kan være objektivt. Det kan være et forsøg på at være objektiv ved at være så naturtro så mulig, og ramme den bleghvide blanding af fedt og væv som en sund tarm naturligt vil have. Men tarmen kan også være objektiv ved at være farvet på en måde der får den til at stå tydeligere ud blandt de andre organer, for det gør det nemmere for eleven at lære den korrekte placering af tarmen – altså at fremskynde objektiv viden hos eleven.

En vigtig del af funktionaliteten ved de her modeller er at de kun passer sammen på én måde, som et puslespil – og altså ikke som en legoklods. Problemet med det er at organerne er langt mere underlige end man skulle tro. I virkeligheden sidder de langt mere hulter-til-bulter på de fleste mennesker: nogle gange har de byttet plads, noge gange sidder de skævt, har mærkelige udvæster forskellige steder og nogle gange er der flere, og mange går eksempelvis rundt med tre nyrer. Desuden er det meget normalt at gravide får rykket organerne rundt når fosteret og livmoderen vokser. Det vil sige at de plastikmodeller, jeg taler om, i en anden forstand slet ikke er objektive fordi ingen organer har set præcis sådan ud. Det skyldes at modellerne nemlig er modeller som på en måde repræsenterer idéen on en normalkrop mere end en faktisk krop. Nogle videnskabsmænd afviser det som subjektivitet, og vil i stedet anse det for objektivt hvis man modellere efter præcist ét menneske. Et eksempel kunne være de meget populære men også kontroversielle udstillinger Bodies: The Exhibition og Body Worlds, der rejser rundt i verden med nok døde, preserverede menneskekroppe og organer til at fylde et helt konferencecenter.

Man kan opsummere det med at sige at man altid har et valg. Om man skal lave tarmen slimet-hvid-grålig som den ser ud når den ligge inde i en opsprættet mave under operation. Eller som den ser ud normalt: klam og fuld af lort, i modsætning til tarmoperationer hvor patienten har fastet. Eller senet og gennemsigt som den fremstår når man har pudset fedtlaget omkring væk og udstillet den på en videnskabsudstilling eller når en tarmrenser i gamle dage skulle til svendeprøve. Eller måske koboltblå så den er nem at genkende for en folkeskoleelev. Man kan ikke undslippe valget og dermed subjektiviteten. Det betyder ikke nødvendigvis at objektivitet er et falsk ideal eller umuligt – langt fra. Men det betyder at det kan betyde mange forskellige ting.

3.

Den tredje begivenhed i mit liv der har med objektvitet at gøre indtræf morgenen efter, hvor jeg læste to interviews med nye danske mediechefer, hhv. den nye chefredaktør på Børsen, Nikolaj Sommer, og generaldirektør i DR, Bjarne Corydon. Det var i virkeligheden disse to interviews der fik mig til at beslutte at objektivitet skulle være emnet for dette indlæg, fordi jeg igennem en længere periode har været irriteret over journalister og deres brug af ordet objektivitet.

Det to herrer har begge som mål, viser det sig, at deres medier skal lave „objektiv“ journalistik. Det er ikke så overraskende at de bruger den betegnelse, for man hører tit det samme fra andre danske redaktører og journalister. Det interessante, og i mine øjne lidt bizarre, er at de i disse interviews bruger den samme modifikation som næsten alle andre journalister bruger, og siger „tilstræbt objektiv“. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, og det er mig bekendt ikke noget man finder på andre sprog. Det er heller ikke lykkedes mig at finde oprindelsen til „tilstræbt“ i forbindelse med „objektiv“, men jeg har heller ikke adgang til de databaser der vil gøre det muligt at finde ud af.

Man kan til forsvar for idealet om det tilstræbt objektive sige at det på sin vis imødekommer nogle af de pointer, jeg er kommet med her fordi man med modifikationen „tilstræbt“ siger at man godt forstår at man aldrig kan komme i mål med at være helt objektiv, og så derfor indsætter man denne lille ydmyghed. Men det er at misforstå min pointe – for det svære med objektivitet er ikke rent faktisk at opnå det, men i stedet at man ikke ved hvad der er man stræber efter, når man tilstræber objektivitet.

Derfor bliver store ord og erklæringer om objektivitet en måde at tale uden at sige noget. Prøv bare at forstille dig at du er en journalist på fx DR eller Børsen, og du har en historie, du har svært ved at få styr på. Så går du til chefen og beder om hjælp. „Du skal bare gøre det objektivt,“ vil ikke hjælpe dig overhovedet. Det er fordi en chef grundlæggende skal tage beslutninger om hvad der er vigtigt og hvordan man prioriterer sine resurser. Man kan fx ikke sige at man „vil sætte flere penge af til en indsats om at blive mere objektive i organisationen“, fordi det sikkert kunne lyde fint, men ville være fuldkommen meningsløst. Det er i  yderste konsekvens et svigt fordi man giver et påbud om noget – at være mere objektiv – men ikke nogen forklaring på hvad det betyder. Det er synd for der er reelle dilemmaer for et medie, som er meningsfulde at prioritere i: Skal man bruge mere tid på faktatjek og acceptere at man er langsommere med nyhederne? Skal man kalde Iraels angreb for folkedrab? Skal man researche flere egenproducerede nyheder vel vidende at de kan vise sig ikke at føre til noget? Den slags spørgsmål findes der ikke et objektivt svar på.

Jeg læser de interviews i kontekst af de danske mediers tillidsproblem, som er dokumenteret i gentagende undersøgelser. Deres tillidsproblem vil de løse ved at være objektive, sådan forstår jeg det. Jeg vil forslå den omvendte stretegi – nemlig at være mere subjektive. Det skyldes at man ikke kan stole på et objekt, man kan kun stole på et subjekt. Jeg startede med at abonnere på Information omkring 7. oktober 2023, og har derfor primært læst om de følgende begivenheder i Isreal og Gaza her. På grund af deres sobre og nøgterne artikler sammen med deres lederes moralske klarsyn, så stoler jeg på Informations dækning. Det er med en vis ydmyghed, for jeg er klar over at jeg ikke selv har viljen eller evnerne til at sætte mig ordentligt ind i tingene. Jeg stoler derfor mere på deres chef, Anton Geist, end jeg gør på mig selv eller på nogen „objektive“ beviser for noget – om det så er fx billeder eller grafer eller hvad det nu måtte være. Anton Geist har bevist sin dyd som en dygtigt journalist overfor mig gennem længere tids arbejde, og det er det vigtige. Jeg kan derfor ikke bruge en objektiv gennemgang til noget fordi jeg netop ikke har evnerne til at vurdere den som sådan, og jeg synes endda at det er rationelt af mig at opføre mig på denne måde: at stole på andre mennesker fordi de er dem selv og ikke bare et objekt.

Jeg bryder mig ikke om Word. Man kan måske sige at jeg hader det. Eller, at jeg elsker at hade det, da jeg er en pligtopfyldende neurotiker. Men når jeg har arbejdet lidt med programmet, så er der også noget andet som går op for mig – nemlig at Word har så meget magt over det danske sprog at man ikke kan lade være med at bruge det selvom man lader være.

1.

Word er et monster. Det er et program med hvad der føles som tusindvis af features man ikke har brug for og tusindvis af indstillinger, som alle står på det omvendte af, hvad man har brug for; og alle de indstillinger og featrues, man rent faktisk har brug for at have adgang til, er umulige at finde på grund af et røgslør af undermenuer og det idiotiske designvalg, der bare hedder Båndet. Der er få ting her i livet der irriterer mig mere end Båndet. Båndet er det cirka tre centimeter høje „bånd“ der løber hen over toppen af skærmen, hvorfra man kan vælge de forskellige ting, man nu vælger, som at sætte kursiv, linjeafstand, indsætte tekstbokse eller – i mit tilfæde – at journalisere sine dokumenter i statens arkiv via et software-plugin. Båndet er paradigmatisk for Microsofts grundlæggende fejlslåede designstategi fordi det begår designets kardinalsynd: ikke at forholde sig til sit medium.

Lad mig forklare. Jeg skriver denne tekst på en Apple Cinema Display, og det er den samme skærm som Gisele Bündchen arbejder på i filmen the Devil Wears Prada. Den film er lavet i en tid hvor Apple gik væk fra at lave deres computere i farvet, halvgennemsigtig plastik i pastelfarver, som fx den berømte iMac G3. I stedet er skærmen den første generation af produkter i aluminium, hvilket lykkedes virkelig godt i dette tilfælde. Der er en meget smuk balance i produktets tyngde, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan Apples senere besættelse af tyndhed har ført dem ned ad en æstetisk blindgryde. A propos vil jeg nævne det lidt paradoksale at i tiden hvor kropspositivismen har gjort de fleste parate til at accepteret støtte og større kroppe, – i modsætning til særligt 00’ernes high fashion – er der kommet et langt større stramhed i det digitale udtryk, både hvad angår i den grafiske brugerflade og i de konkrete objekter.

Ud over skærmens sex-appeal har jeg holdt fast i denne vintage-model fordi den er i 16:10-format. Tilbage i 2006, hvor the Devil Wears Prada blev filmet, var var computerbranchen stadig så ung at meget var til forhandling, og firmaerne turde tage modige og velovervejede valg ud fra hensynet til deres kunder. I dag er alle næsten alle skærme i standarden 16:9 som er blevet den ufravigelige standard fordi det er den standard som TV bruger. Det er smart for producenter af TV-programmer fordi det giver muligheden for at lave billeder af ansigter der taler med tilpas meget rum omkring dem i bredden til at billedet virker roligt, og at man som seer derfor kan orientere sig i billedet. Det er dog noget nær det omvendte som er afgørende for en computer – her udgør det at scrolle den grundlæggende funktion, og derfor er det den vertikale akse som man orienterer sig i næsten lige meget hvad man laver på en moderne computer, med undtagelse af af at game og netop at se TV-serier. Hvis man vil have overblik over sit arbejde, historierne på et nyhedssite, tingene i en webshop eller sit feed på sociale medier, så kræver det en skærm med mere plads i højden frem for bredden, men ikke desto mindre har de brede skærme vundet. På mit eget arbejde sidder jeg tit med dokumenter på over 100 sider hvor jeg skal finde frem til en bestemt detalje, og her er det meget ufordelagtigt kun at kunne se lidt over en halv side ad gangen.

(Her ses et skærmbillede fra min arbejdscomputer. Det døde rum er markeret med gult, „Båndet“ med lyserød.)

Jeg tænker nogle gange over hvor mange mennesker der mon bruger Microsoft Word om dagen. Er det over en milliard mennesker? En milliard mennesker skal sidde og stirre ind i to grå felter med dødt rum ved siden af selve dokumentet mens Båndet sidder hånende ovenover.

Den brede men lave skærm gør at de fleste også laver teksten for bred, og det er et stort problem, for en godt opsat tekst er ikke længere end omkring en pegefinger bred. Hvis den er bredere end det, vil man have tendens til ikke kunne finde tilbage til den rigtige linje når man kommer hen til enden, og desuden vil man begynde at bevæge hovedet i stedet for kun øjnene, hvilket gør en træt. Så hvis jeg sætter teksten op som jeg mener den står bedst, så reagerer folk negativt på det fordi skærmen allerede en for lav, og det giver os kun endnu mindre plads til at overskue selve den tekst man skal læse hvis man gør teksten smallere. Vi er allerede forbi tragedien og i dybt inde i farcen.

2.

I Danmark laver vi nogle gange grin med nordmændene fordi de laver deres egne ord for nye ting og fænomener. Jeg har på selvsamme kontor, hvor jeg bruger Microsoft Word til daglig, hørt en vittighed om ordet „nettbrett“, som altså betyder tablet på norsk. Det lyder nu også sjovt, og det skal man endelig blive ved med at lave sjov med da norsk er det værste af de skandinaviske sprog. Men det afslører også en ret stor forskel på hvordan man går til sit sprog som måske også siger noget om det danske sindelag i forhold til det norske og svenske.

I Danmark er den officielle tilgang til vores eget sprog laissez-faire. Man lader sprogets udvikling gå sin egen gang og bryder ikke ind for at rette op på det. Ordnet.dk er min yndlingsgjemmeside – jeg siger det altid som førnutidsformen af „ordne“ i hovedet – og her finder man ordbogen. Men mange misforstår den. Den danske ordbog er grundlæggende deskriptiv, og derfor registrer den blot sprogets udvikling uden at have til hensigt at bestemme reglerne – selvom den selvfølgelig vil påvirke dem. Man kan sige at den danske holdning til sit eget sprog er Wittgensteiniansk: Den østrigsk-britiske filosof Luidwig Wittgensteins holdning var at sproget ikke grundlæggende er regelbaseret men succesbaseret. Hvis det virker så virker det, kan man sige, og hvis man opnår det man vil, så har man talt rigtigt. Det kan godt lyder som en kartoffel i munden og alt det der, men det virker. Wittgensteins pointe er at reglerne opstår og bliver til regler kun for så vidt at vi har brug for regler for at gøre det hele nemmere, og det er derfor kommunikationen der muliggør reglerne, og ikke reglerne der muliggør kommunikationen.

Selv når Det Danske Sprognævn prøver at sætte nogle regler op, så er der ingen der lytter. De prøvede i over 20 år at få danskerne til at følge deres anbefalinger til kommasætning og undlade at sætte komme foran ledsætninger, men ingen lytter og næsten alle sætter det såkaldte startkomma. Det skal dog på min blog – hvor jeg bestemmer – fremgå at sprognævnet har ret. Det er både langt smukkere og mere læsevenligt at følge deres anbefalinger, og det insisterer jeg selv på uden af den grund at være særligt god til at gøre det i praksis.

Jeg vil skyde på at i hvert fald halvdelen af al dansk tekst i dag bliver skrevet i Word – måske 75? Det betyder naturligvis at programmet har en indflydelse på hvordan dansk kommer til at se ud fordi mediet betyder noget for hvordan man skriver. En sms er skrevet anderledes end et brev. En roman er andeledes i computerens tidsalder end i skrivemaskinens. Det samme gælder mit eget felt, filosofien, hvor afhandlinger skrevet med fjerpen på papir af hør eller bomuld typisk er ret løse og med underlige passager, hvilket er er typisk for det man i fagfilosofien kalder den tidligt moderne periode, der går fra slutningen af middelalderen til Kants første kritik fra slutningen af 1700-tallet, der sjovt nok falder sammen med udbredelsen af billigere papir af træfibre. I dag tillader redigering på computeren, særligt copy-paste, at lave teksterne helt stramme og glatte. Descartes havde nok ikke inkluderet nogle af sine helt mærkelige eller selvmodsigende passager hvis han kunne gemme det på en MacBook, og ikke en samling spredte papirer han skulle fragte med hestevogn rundt i Beneluxområdet.

Den mest tydelige indflydelse Word har haft på det danske sprog er at den har slået vores citationstegn ihjel. Jeg er stadig i sorg over det, og Bill Gates skal uddele langt flere myggenet, ja han skal måske helt kurere malaria, før jeg er villig til at tilgive ham. Danmarks sættere og tykkere har altid fulgt de tyske regler og markeret et citat ved først at sætte de tegn der ligner små 9-taller nede ved bunden af linjen for at markere starten, og siden de små 6-taller øverst for at markere afslutningen. I dag er synes de fleste at det ser mærkeligt ud, og de bruger i bedste fald de “engelske”, hvor der i det mindste er forskel på det første og sidste tegn, og i værste fald bruger man de “dumme”, hvor et det samme tegn indikerer både start og slutning. Jeg kan ikke finde ud af rent teknisk at gøre andet end det sidste, den dumme løsning, på min arbejdscomputer. Jeg behøver vist ikke skrive at det gør mig i schlechte laune.

(En udgave af Pelle Erobreren udgivet på Gyldendal i 1967. Lig mærke til citationstegnene.)

Dengang man overgik til skrivemaskine var det begrænset hvor mange tegn maskinen kunne håndtere, og derfor var  den anvendeligt kun at have én knap for begge citationstegn, den velkendte skift+2 kombination. Det var ikke det store problem for dem der layoutede teksten vidste at skrivemaskine-teksterne var manuskripter som de sørgede for at håndtere ordentligt. I dag falder den opgave på Microsoft Word, og enten ved ondskab eller simpel inkompetence har Microsoft aldrig har indført muligheden for at sætte de „rigtige“ citationstegn. Deres konkurrent Apple har løst dette for lang tid siden, så man både i deres skriveprogram Pages samt styresystemet i det hele taget kan få det rettet automatisk. Det er sådan set ikke fordi Microsoft teknisk set er ude af stand til at lave det rigtigt for det er muligt hvis – og kun hvis! – man skifter hele programmet til tysk. I øvrigt er det meget Wittgensteiniansk bedrevidende at pointere systemernes skrøbelighed og samtidig være skide sur over det.

3.

På trods af alt dette er det største problem for mig det æstetiske. Det er svært at lave smukke tekster i Word. Det skyldes at programmet – omvendt af problemet med citationstegnene – gerne vil hjælpe en med det, men desværre er det bare ikke særligt godt til det.

Mens jeg studerede filosofi på Københavns Universitet havde jeg Danmarks eneste landskendte filosof, Vincent Hendricks. Han er kendt i offentligheden for at snakke om sociale medier og deres „bobler“, for sin kærlighed til Matador og for sin deltagelse i Monopolet, programmet der vist nu både kører på P3 og en privat konkurrent. I professionel sammenhæng er han dog specialist i noget helt andet: formel logik. Den formelle logik kan man placere i krydsfeltet mellem matematik, filosofi og datalogi. På Københavns Universitets Afdeling for filosofi ligger introduktionen på fjerde semester, og det er en af de fag man enten hader eller elsker. Jeg tilhørte den del der elskede det, meget til min egen overraskelse. Jeg har derfor Vincent Hendricks at takke for at jeg kender filosoffer som Jaakko Hintikka eller David Lewis. Min begejstring for disse tekster gjorde, blandt andet, at jeg begyndte at tage fag i de mere logiske grene af matematik og at jeg læste forskellige tekster i den genre på egen hånd.

Mens jeg læste den slags gik det op for mig at indenfor den formelle logik og den teoretiske matematik var tingene omvendt: her var manuskripterne som regel var meget smukke mens bøgerne var meget grimme. Det interesserede mig fordi det var det stik modsatte af hvad jeg havde set i filosofien i øvrigt og i humaniora generelt. Et godt eksempel er Vincent Hendricks selv og hans bestseller Tal en tanke der er en typografisk skandale hvor grafikeren ikke har fattet de matematiske symboler og derfor har sat de forkerte. Altså hvis du skal lave en matematikbog, så finder man sig gerne en grafiker der ved hvad plus er, eller ved hvordan han skal finde ud af det. Men værre er det trods alt med de amerikanske udgivelser, og jeg tænker tit at de amerikanske forlag er direkte fjendtligt indstillede overfor deres eget produkt, altså bogen som objekt. Det er eksempelvis sådan at David Lewis’ On the Plurality of Worlds – af mange anset som et absolut hovedværk indenfor den engelsksprogede filosofi i det 20. århundrede – er så kedelig at se på at det ville være mig umuligt selv at lave noget der så værre ud, selv hvis jeg prøvede.

(Forfatterens selvportræt i genskinnet fra David Lewis’ On the Plurality of Worlds.)

Bøgernes grimhed skyldes til dels at de matematiske fag og den matematiske-analytiske filosofi er domineret af en meget knap effektivitetstænkning, hvilket får dem til at forstå budskabet som det centrale og mediet som noget irrelevant. Blandt den slags tænkere bliver det set som næsten underlødigt at gå for meget op i sit værks skønhed, da det svarer til at prøve på at overtale læseren på urimelig vis. Det er irrationelt simpelthen. Det er dog en synd for forskellen mellem budskab og medie kan ikke opretholdes i længden, det lærer hermeneutikken os, selvom jeg ikke tror Lewis kendte til den. Tilbage er at håbe på at den formelle logik lærer at blive erotisk, hvilket man må sige at – om end jeg hader at skulle sige det højt – Vincent Hendricks rent faktisk prøver på.

Omvendt er det som sagt med de på mange måder ligeså håbløse humanister. Jeg husker særligt at læse en opgave der i bund og grund bestod i et forsvar for skønheden forstået som realiseringen af frihed – selvfølgelig en læsning af Kants tredje kritik, udgivet på rigtigt papir i 1790 – som var grundlæggende hæslig at se på. Ironien var jeg for høflig til at påpege, men jeg havde svært ved at trække mig gennem opsætningen med 1,5 linjeafstand Colibri og blåt farvede overskrifter som jeg kunne genkende som en standardindstilling, det frie valg Word havde givet min ven.

Hemmeligheden bag dette fænomen er at matematikere og matematisk orienterede filosoffer skriver deres tekster i LaTeX, heruden Vincent Hendricks, hvilket jeg ved fra en fortrolig samtale. LaTeX er en samling af softwaredele der egentlig har til formål at gøre det nemmere at skrive formler, men som netop på grund af dens relativt beskedne muligheder for at fucke det op gør at nørderne på matematik laver de rent visuelt smukkeste opgaver.

4.

Det jeg har prøvet at forklare, er at Word giver dårlige tekster. De er dårlige på to parametre, på skønhed og på læsbarhed. Her kan man indvende at skønhed bare er subjektivt, men så tager man fejl. Man kan også indvende at læsbarhed bare er subjektivt, men så tager man også fejl.

Der der derimod er afgørende er smag. Det er i dette begreb min største anke ligger. De fleste tror at hvordan Word sætter tingene op er sådan en god tekst ser ud. Det er meget naturligt i og med at man nok kunne antage at verdens største softwarefirma nok har styr på det med tekst i verdens mest brugte software til tekstbehandling. Det er imidlertid ikke noget de har styr på. Derfor vænner de fleste læsere af dansk sig til at teksterne ser ud på en bestemt måde. De tror at et bestemt visuelt udtryk er den gode smag, som de så holder sig til. Dette udtryk er i kraft af Words dominans standardindstillingerne i Word. Men det er ikke god smag, både rent æstetisk såvel som funktionelt i forhold til læsbarhed. Og for at gøre ondt værre får det den konsekvens at tekster der er sat op flot og med god læsbarhed kommer til at se forkerte ud i de fleste læseres øjne, og de reagerer med forundring negativt på det.

Det er et problem, for jeg synes at det er godt at læse, særligt i denne tid hvor læsningen synes at være på tilbagegang. Men det kræver at teksterne ser indbydende ud og er nemme at komme igennem.

5.

Jeg håber at I har nydt at læse denne tekst. Jeg havde oprindeligt tænkt at jeg også ville indarbejde en længere analyse af Microsofts forretningsstrategi og Bill Gates’ hår. Men det er allerede blevet lagt nok, så jeg håber i stedet at kunne præsentere dette i næste indslag. Skriv dig endelig op til at modtage en email når det kommer, og tak fordi du læser med.