intueor

Det var i en skov i Brøndby at det første gang stod klart for mig at jeg var syg i hovedet. Jeg forstod aldrig hvorfor man havde lagt et Psykiatrisk Center et så ufremkommeligt sted, men måske tænkte man at psykisk syge mennesker har bil – eller måske bare at der bor mange af dem på Vestegnen. Når jeg stod af S-toget med min cykel på Brøndbyøster, prøvede jeg altid at ligge mærke til om der var andre der cyklede samme vej sydpå, ned til skoven. Det var der aldrig.

1.

At jeg var sindssyg, gik op for mig på et bestemt tidspunkt i samtalen med den psykolog der skulle udrede mig. Han var på min egen alder, og det var lidt underligt i sig selv, men han havde en lidt kejtet intellektuel alvor som gjorde ham troværdig. Måske var det noget han tillagde sig overfor mig for at have lidt etos. Vi kunne have været venner hvis vi havde mødtes på en højskole eller noget lignende, tænkte jeg. Bygningerne var i ét plan, og de lignede næsten en feriekoloni eller måske et kursuscenter da de lå i skovbrynet med træer omkring sig. Psykologen hentede mig altid nede i receptionen, og vi gik ad en ret lang gang ned til hans kontor, og det var ofte lidt akavet at skulle smalltalke her, men det gik fint når vi så kom ind på kontoret. Eller det var fint for mig i hvert fald, han måtte tit fortælle mig at jeg skulle tale højt og ikke bare tænke over hans spørgsmål. Han gik rundt i Birkenstock, og jeg kunne ikke få øje på hans normale sko. Måske kørte han derud i bil i sine Birkenstock, tænkte jeg.

Jeg husker ikke rigtigt detaljerne fra disse samtaler, med undtagelse af visse øjeblikke der står helt klart for mig. Det første er hvordan han med alvorlig mine spurgte mig om jeg blev svimmel hvis jeg rejste mig op. Jeg svarede at jeg da godt kendte til det at blive svimmel hvis man rejste sig for hurtigt, men at jeg ikke ligefrem ville sige at det var noget som karakteriserede mig. Jeg gik ud fra at det handlede om at udelukke en eller anden fysiologisk forklaring på tingene, men jeg har aldrig rigtig kunnet finde ud af det. Et andet øjeblik er den dag det altså gik op for mig at jeg nok var syg i hovedet. Han nævnte mens jeg næsten var på vej ud af døren, at de overvejede „skizotypisk sindslidelse“ hvilket jeg ikke vidste hvad var, men som jeg ligesom kunne forstå på den måde han sagde det på, at jeg var.

Bagefter kørte jeg ud for at læse på universitetet, mest fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg kørte forbi den muslimske gravplads der ligger klemt inde mellem Psykiatrisk Center Hvidovre og Ring 2-motorvejen, og så videre ind langs Folehaven. Det var sent på foråret og varmt, og jeg havde tit for meget tøj på i den periode, måske havde jeg endda halstørklæde på – jeg svedte i hvert fald. Så kørte jeg videre hen over broen ved Fisketorvet og ud på universitetet på Amager. Jeg gik direkte ind og købte frokost i kantinen, satte mig ned, googlede „skizotypi“ og begyndte at græde. Jeg kan huske at jeg i virkeligheden ønskede at der kom nogen forbi og så mig, både fordi jeg var ked af det og ønskede at der var nogen omkring mig, men mest alt fordi jeg ønskede et vidne. Jeg ønskede at mine indre problemer var noget man kunne se.

2.

En måneds tid senere var det så officielt. Jeg var diagnosticeret. Til den afsluttende samtale sagde psykologen noget som jeg har tænkt meget over siden. Han lykønskede mig på en måde, og fortalte at jeg skulle være glad, for med netop denne diagnose ville jeg være berettiget til langt mere hjælpe end bare en almindelig depression eller hvis jeg havde Aspergers, som jeg selv havde nævnt. Det har han ret i, og København er nok et af de bedste steder i verden at få en psykose på grund af de behandlingstilbud der findes her.

Jeg havde, indtil det øjeblik, forstået „diagnose“ som noget næsten mystisk. Jeg kan huske hvordan der engang var snak på gymnasiet om at en af pigerne i parallelklassen havde „fået“ en diagnose, og alle historier jeg siden har hørt om nogen der har været diagnosticeret er blevet fortalt med dæmpet stemme og lidt indforstået mine. Det har altid forvirret mig – som om at ord som „diagnose“ eller „psykose“ bare var noget man skulle vide hvad var. I dag forstår jeg at det skyldes at folk ikke rigtig ved hvad de taler om.

I det øjeblik jeg selv blev diagnosticeret var det som om jeg forstod hvad det ord egentlig betyder: en administrativ afgørelse i velfærdssystemet. Nu havde jeg i et par måneder gået ét sted med en reception, nogle lange gange, kontorer, linoleumsgulve og en scanner til mit sygesikringskort for at blive udredt, og i fremtiden skulle jeg så møde på en anden adresse, i en anden bygning med en reception, nogle lange gange, kontorer, linoleumsgulve og en scanner til sygesikringskortet. Diagnosen er i sin essens ikke så meget en sandhed om hjernen eller psyken, men i stedet en anvisning om en bestemt behandling. At blive diagnosticeret med en sindssygdom i psykosespektret havde for mig – strengt taget – ikke noget at gøre med hvad der sker oppe i hovedet på mig, men handlede om at jeg nu kunne komme om tirsdagen og snakke med en sygeplejerske i OPUS ude på Lersø Parkallé.

Jeg skriver det fordi det forekommer mig at den erkendelse ikke er gjort af dem som kritiserer „diagnosesamfundet“: at diagnosen er en tildeling af en behandling, af hjælp. Den slags „kritikere“ begræder som regel hvordan alle nu til dags „får“ en diagnose, og de synes det er forkert uden helt at gøre sig det klart at hvis man synes at færre bør diagnosticeres, så betyder det praktisk talt at færre bør modtage behandling. Det kan man selvfølgelig godt mene, men så må man bare sige det.

Problemet er i virkeligheden at diagnosen skal opfylde to formål i det offentlige sundhedssystem, og det udgør derfor et problem som aldrig rigtig går op: På den ene side er diagnosen en videskabelig klassificering af forskellige symptomer under en fællesbetegnelse, lidt ligesom når en fællesmængde af forskellige dyr bliver klassificeret som den samme art. På den anden side er diagnosen en tildeling af rettigheder i form af politisk bestemte behandlingstilbud. Jeg har selv i længere tid haft en ulmende mistanke mod den her tendens til at gøre behandling til en særrettighed hvor man tildeler rettigheder baseret på en diagnose. Det fungerer sådan fordi det er en måde politikere kan købe stemmer på. Stem på mig og så sørger jeg for at du får ret til en behandling indenfor en måned hvis du har kræft i røven, eksempelvis. Den med kræft er selvfølgelig en der sælger godt, mens de psykiatriske diagnoser ikke gør. Men det er vist ved at ændre sig, heldigvis, fordi ressourcestærke forældre lader sig købe for behandlingsgarantier til deres børn. For mig betyder det forskellen mellem at have ret til et par eftermiddage på et slags kursus hvis nu jeg var diagnosticeret med Aspergers og to års specialiseret psykosocial behandling da jeg blev diagnosticeret med skizotypi. Sådan et dilemma står mange i da de symptomer der kendetegner de to diagnoser nogle gange kan forveksles. Jeg er skeptisk overfor den her måde at give specielle rettigheder på fordi man rent principielt kun bør anerkende én ret, nemlig alle menneskers ret til at blive behandlet.

3.

Da jeg i efteråret, her flere år efter at jeg fik denne diagnose, var til lægen med noget udslæt, så kom jeg ind til en ung turnuslæge – igen en mand på min egen alder – og idet jeg gik ind ad døren fik jeg et glimt af hans computerskærm. Her stod „skizotypisk sindslidelse“ med store bogstaver henover skærmen. En slags advarsel fra systemet, tænkte jeg. Det fik mig til at tvivle på mig selv, for det havde taget så længe at få en tid hos lægen at udslættet var faldet igen, og der var ikke rigtig noget at se længere. Jeg havde taget nogle billeder på min telefon hvilket jeg nævnte for ligesom at forsvare mig selv selvom billederne faktisk var blevet ret dårlige og ikke rigtig havde kunnet fange udslættet særligt godt. Han sagde heldigvis at det ikke var nødvendigt. I stedet skulle jeg bare smøre fugtighedscreme på. Det var en anden af mine laster han nævnte som årsag, heldigvis: Vi mænd glemmer at bruge creme sagde han med en vis indforståethed, og det skal man huske når det bliver koldt.

Jeg skriver det fordi der i den foregående folketingsperiode blev stemt om hvorvidt man skulle kunne „fjerne“ sin diagnose. Det ville på overfladen være at tage en rettighed fra os diagnosticerede, en rettighed vi godt nok selv skulle benytte os af fordi det er en selv der ville skulle bede om at blive revurderet. Men tænker man lidt videre over det, så ville forslaget reelt set give en rettighed mere til folk: nemlig retten til at blive vurderet af en fagperson som kunne erklære én „rask“. Efterfølgende tænkte jeg meget over om jeg ville tage imod tilbuddet. Jeg er en relativt oplagt kandidat til at benytte mig af det da jeg i det store hele er symptomfri i dag. Men jeg er kommet frem til at det ville jeg ikke. Til dels kan jeg mærke et lille stænk af ængstelighed ved tanken om at give afkald på en rettighed, for som jeg allerede har skrevet, så er det at blive diagnosticeret også at få tildelt en rettighed til behandling. Men den afgørende grund er at det er lige meget. Eller i hvert faldt for mig, for jeg er så priviligeret at jeg nu arbejder som fuldmægtig i staten og også ligner en der gør det, og jeg går i skjorte og pullover, og derfor møder jeg ikke samme mistro fra de læger der bliver advaret om min diagnose når jeg går til lægen.

Men jeg tror at de flestes interesse i at blive „fri“ for deres diagnose hviler på en misforståelse. For nyligt blev jeg tildelt en personlighedstype – den slags der består af nogle bogstavkombinationer – af en „certificeret coach“ på mit arbejde. Jeg lagde mærke til at en af mine kollegaer fik den slags personlighedstype som ikke er kreativ. Hun bekræftede sig selv i at hun altså ikke var kreativ selv om hun ville ønske det var anderledes. „Jeg ville ønske jeg var sådan én, men det er jeg bare ikke,“ sagde hun. Jeg var lige ved at græde, for det var så synd for hende at blive bekræftet af sådan en spade i stramme jeans og lort i hovedet i at hun skulle holde sig fra at prøve sig selv af med en kreativ hobby som hun ellers egentlig gerne ville.

Min pointe er at både diagnoser og personlighedstyper er tveæggede sværd der både kan hjælpe og det modsatte, og derfor skal man lære at håndtere det. Det er mit indtryk at selv diagnosticerede misforstår diagnosen og tror at det er en eller anden sandhed om dem selv, lidt som stjernetegn eller de her Jungianske typeindex-profiler som coacher laver. Selvfølgelig kan jeg godt forstå hvor folk kommer fra – jeg troede også selv at det ville være en nøgle som fik mit liv til at give mening at blive diagnosticeret med en sindsygdom, men det er ikke sket. Det har ikke løst noget problem at blive diagnosticeret. Det er selvfølgelig fordi det ikke er diagnosen som er årsagen til ens problemer, i stedet er problemerne årsag til diagnosen. Det samme kan man i øvrigt sige om personlighedstyper – de er ikke årsagen til, men resultatet af ens handlinger. Det har selvfølgeligt hjulpet at være i behandling, og en hel del endda, men det har – lidt skuffende – ikke fået mit selvbillede til at give mening. Det er derfor at jeg foretrækker at kalde mig selv for syg i hovedet, som jeg indleder denne tekst med, for det er mit eget sprog. Jeg synes at man skal lade systemet om at have sit eget sprog og sine ord for det her, og det skal man lade være med at lægge for meget i. I stedet skal man lade dem om at gå op i det, lægerne, sygeplejerskerne, psykologerne, coacherne og cheferne. Man skal lade lægerne om diagnosen og så i virkeligheden glemme den og i stedet prøve at indgå konstruktivt i den samtaleterapi de strukturer. (Ligesom man skal lade chefen om at spilde penge på at få lavet personlighedstyper, og så bare tage det som en halv fridag, når man skal på kursus med coachen.) For deres ord er tomme indeni, ordenes mening findes ikke i hvad de er, men i hvilke ting de får til at ske.

4.

Jeg skal ikke gøre mig selv for god. For jeg havde et begær efter at blive diagnosticeret. Et begær jeg tror at jeg deler med mange, både fordi jeg kan genkende den måde man taler om det, og fordi man kan konstatere det i tallene at flere bliver diagnosticeret, og det er svært at forestille sig den store stigning hvis de fleste rent faktisk satte sig imod at blive diagnosticeret. Det var til dels et begær efter at være speciel eller være interessant, at kunne bære dette mærke og at være en som folk taler om i et vigtig og indforstået toneleje. Desværre er det min erfaring at det ikke rigtigt fungerer på den måde, og det har ikke gjort mig hverken sej eller at jeg har følt mig glamourøs.

Min egen historie er den at jeg fik min debut – som det hedder på systemets sprog – i slutningen af gymnasiet.  Jeg har derfor levet med symptomer i større og mindre grad i omkring 10 år. Samtidig var jeg på denne forårsdag i Brøndbyøster, som jeg indledte med at beskrive, allerede i bedring og relativt velfungerende, i hvert fald i forhold til mine dårlige perioder. Fordi jeg havde levet med symptomerne i lang tid – og fordi mine symptomer trods alt var i den milde ende –, så havde jeg netop lært at leve med det, og mit formål var derfor heller ikke kun at få hjælp, men også netop det her begær efter diagnosen som en forklaringsramme for mit liv. Jeg troede at det ville gøre mig i stand til at forstå mig selv, og forstå hvorfor jeg havde levet mit liv som jeg havde, og hvorfor jeg havde opført mig som jeg havde. I lang tid troede jeg derfor at det handlede om at forstå. Det gjorde jeg også fordi det er noget jeg har hørt fra mange andre, særligt dem der bliver diagnosticeret som voksne. At det handler om at man er interesseret i at forstå og lære om sig selv.

Det er en løgn. Det er en løgn vi fortæller hinanden, og det er en løgn vi fortæller os selv. Det skyldes simpelthen at det ikke er muligt at være interesseret i sig selv på den måde. Der er ingen som er interesseret i sig selv på en afkoblet måde, som om det var et eller andet fænomen ude i rummet man kiggede på i sin kikkert eller funktionerne på ens ovn man uinteresseret googler sig frem til. Det har taget mig lang tid at forstå, og endnu længere tid at indrømme – begge dele er først lykkedes her lang tid efter – men min primære motivation for at blive diagnosticeret var at blive tilgivet. Jeg har i lang tid ikke levet mit liv på en måde der lever op til mine egne værdier. Jeg havde i lang tid ikke særligt mange penge og ikke særlig meget succes, og det ville sådan set være fint nok hvis jeg kunne sige at jeg gjorde hvad der gjorde mig lykkelig og fulgte mine egne interesser i livet, men det har jeg ikke gjort. Det har jeg ikke af den årsag at jeg aldrig har haft nogen klar ide om hvad de bestod af – noget som i øvrigt kan være et symptom på personlighedsforstyrrelse. Jeg har droppet ud af en uddannelse fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg arbejdede i to år på deltid til minimumsløn fordi jeg ikke kunne overskue at ændre på den situation. Jeg har ikke kunnet finde ud af at få en kæreste, ikke fordi muligheden aldrig var der men fordi jeg ikke var i stand til hverken at føle eller gøre noget. Men værst af alt er at jeg har forsømt at være lykkelig. Jeg har ellers haft alle forudsætningerne: opvokset i verdens lykkeligste by i en god familie der elsker mig, og jeg har kunnet få hjælp økonomisk hvis jeg var på røven. Men jeg har i mange år ikke kunnet nyde det, og har i stedet gået rundt og været nedtrykt. Det er den egentlige grund til at jeg ville diagnosticeres: jeg ville tilgives af en anden, af en stor autoritet. Jeg er ikke religiøs, men jeg misunder de kristnes ritual for tilgivelse, og måske kan man sige at jeg ville finde det i den sekulære autoritet: videnskaben. Jeg ved det ikke, måske er det for søgt, men det er også ligemeget, det var tilgivelse jeg ville have.

Det hjalp ikke, kan jeg så fortælle. Det skyldes at man i min situation bliver tvunget ud i et dilemma: Enten har man selv handlet som et normalt og raskt menneske eller også har man været sindssyg og er derfor ikke ansvarlig. Det kan måske hjælpe i kriminalsager at insistere på denne skelnen, men det duer ikke som personlig fortælling. Dette dilemma hjælper en i en periode, det gjorde det i hvert fald for mig. Jeg kunne sige til mig selv „du var jo psykisk syg i den periode,“ og så lindrer det lidt når man står og bliver ked af det over at man ikke har børn eller opsparing som sine jævnaldrende og føler sig fem-ti år bagude i det hele. Men det hjælper ikke i længden, for hvis man vælger den vej – vælger at sige man var sindssyg i den periode, og derfor ikke rigtig var sig selv, så afsværger man også friheden, fordi man siger at man ikke var ansvarlig for sine følelser og handlinger. Problemet med det er at det er uautentisk, og det kommer der ikke noget godt ud af. Det bliver en flugt, for jeg har jo levet mit liv, og det kan jeg ikke gøre om. Det må jeg acceptere. I stedet fandt jeg ud af at jeg kunne opløse dilemmaet ved at identificere mig med sindssygen: jeg var fri selv da jeg var vanvittig, fri selv da jeg var melankolsk, fri da jeg måtte gå hjem fra supermarkedet fordi de havde for mange pastavarianter at vælge mellem, fri da jeg smed indholdet i køkkenskabet ud fordi jeg bildte mig selv ind at der var små dyr i det, fri til i glimt at ønske mig min egen død frem for at leve videre. Det var da jeg forstod det her at jeg blev rask. For jeg forstod at jeg også kunne bruge min frihed til at tilgive mig selv, og det gjorde jeg så. Bagefter det brugte jeg så min frihed til at vælge at være lykkelig, og nu er jeg det.