intueor

I sidste indlæg skrev jeg om min kærlighed til fyldepenne der blev vækket da jeg læste på universitetet i Frankrig. Det fik mig til at reflektere over det som på en måde hænger uløseligt sammen med pennen: håndskriften selv. Ser du, ikke nok med at jeg skulle lære at skrive opgaver på fransk – jeg skulle også skrive dem i hånden. Det foregik sådan at professoren, som man kalder alle undervisere på fransk, kom ind i lokalet, sagde et par ting, skrev et spørgsmål op på tavlen og så gik man ellers i gang med at skrive stil i hånden på sine løse ark, klar til at aflevere to timer senere ved timens afslutning. Det kunne være et simpelt spørgsmål som: „Findes der én eller flere sandheder?“, og så gik man ligesom bare i gang. 

Nogle gange gjorde de sig ikke engang ulejligheden at skrive spørgsmålet op på tavlen, hvilket skete ved den første opgave overhovedet. Vi havde undervisning i et for lille og derfor overfyldt lokale hvor man kunne kigge ud i en snæver asfaltbelagt gård, og monsieur Puech, der ledte kurset i moralfilosofi, sad altid og ventede i god tid for siden at rejse sig på timeslaget. Desværre talte han både lavt og læspede en smule, så jeg havde ofte svært ved at fatte hvad der foregik. Det var først da alle de andre gik i gang med at skrive at jeg overhovedet forstod at vi skulle lave opgave. Jeg tog mig dog sammen og spurgte høfligt om han ikke ville være venlig at gentage spørgsmålet, hvilket han så gerne ville – han var ret sympatisk på sådan en bedstefaragtig måde – men det hjalp ikke, og jeg forstod stadig ikke noget. Det lykkedes mig at skrive noget formentlig fuldstændig usammenhængende i en to timers angst-rystetur som jeg endda indleverede til ham – mest for ikke at gøre mig pinligt bemærket i situationen –, og som jeg selvfølgelig fik 0 point for.

1.

Alt det her var jeg blevet forberedt på hjemmefra, og det var anledningen til at jeg omkring et år før jeg skulle afsted, besluttede mig for at gå over til at skrive skråskrift. Det kom sig af at det gik op for mig at jeg ellers ikke ville være i stand til at lave opgaverne – det ville simpelthen ikke være fysisk muligt for mig at skrive en opgave på to timer selv om jeg så vidste hvad der skulle stå i den. Min håndskrift var så dårlig at den ikke kunne læses og min hånd krampede nærmest med det samme. Da det gik op for mig, blev jeg helt pinligt berørt, og jeg følte mig rent ud sagt som en taber. Det er ligesom en del af det at være menneske at kunne skrive, og jeg så pludselig mig selv som handicappet fordi det gik op for mig at jeg ikke kunne udføre en opgave som jeg anså for at være en normal funktion for et moderne menneske. Samtidig følte jeg også en vis vrede mod særligt mine forskellige lærere gennem tiden, for jeg syntes at det ligesom var noget jeg burde have lært i skolen, noget jeg burde have været tvunget til at lære fordi det er den mest grundlæggende af de almene færdigheder man lærer her. Jeg følte mig simpelthen svigtet.

Jeg besluttede mig for at begynde at skrive skråskrift for at få en mere læsevenlig skrift. Jeg gik til det på den måde at jeg opsætte et dogme om kun at løfte pennen når ordet var slut. Ét ord, én linje. Selvom jeg kan huske at jeg har udfyldt skrivebøger i folkeskolen, så kunne jeg ikke huske hvordan man faktisk skrev mange af bogstaverne som skråskrift, og det tvang mig til at lære det hele forfra. Jeg var inspireret af en historie om den kinesiske sprinter Su Bingtang der var den første asiat til at løbe under ti sekunder på 100-meteren og som lidt senere blev nummer seks til OL i 2021. Han havde på et tidspunkt hvor hans karriere egentlig skulle være på sit højeste i sine midt-20’ere valgt at skifte fodstilling i startblokken, så det første skridt nu var med højre ben. Han er en meget intelligent løber og besat af at optimere de her ting, og det brud gjorde at han kunne starte på en frisk og gentænke hele sit løb uden at kroppen faldt ind i de gamle vaner. Han var langsommere i næsten flere år, men det gjorde altså at han kunne løbe sig til triumfen og komme under de magiske ti sekunder. 

2.

Dengang jeg gik i gymnasiet var min klasse med i et slags forsøg om at være 100 % digitale. Vi fik alle lektier som filer og ikke printet ud, og vi skulle aflevere alle opgaver via websiden Lectio. Jeg kan ikke helt huske detaljerne, men min matematiklærer var ligesom ikke med på det, og han bad os lave blækregningerne på kvadratpapir og købe den helt store lommeregner i stedet for bare at installere et regneprogram på computeren. Jeg kan huske hvordan jeg havde min mor med nede i butikken for at købe klodsen fra Texas Instruments, jeg husker plastikomslaget som man skulle tage af, og jeg husker hvordan vi lærte hinanden „solve“-funktionen og blev betaget af at den selv kunne løse ligninger, og hvordan Keith – det hed vores lærer der, a propos, også læspede lidt – sagde at vi hellere skulle lade være. Jeg husker i det hele taget meget fra matematik, selv hvordan man løser de ligningerne man kunne få lommeregneren til at lave, og jeg synes at Keith var en dygtig lærer.

Jeg skriver det her fordi jeg ved at der er mange som er i samme situation som jeg var i. Jeg er ikke alene om det, og det er sikkert kun blevet værre siden jeg stoppede i skolen i slutningen af 00’erne. Jeg ved eksempelvis at man på Bornholm har valgt at være helt digital og giver børnene en iPad når de starter i børnehaveklasse. Det bliver tit udlagt som en god ting fordi man så lærer vigtige redskaber til at klare sig i fremtidens digitale verden og får en „digital dannelse“, sådan var det i hvert fald i min gymnasietid, og det kan man finde politikere på Bornholm der siger. Men det er jo latterligt, for grunden til at det er populært at skrive på computeren er at det er nemt. Selv har jeg læst om matematik og programmering på universitetet, og de bad os som det første om at anskaffe os en bog, for det er en fejlslutning at tro man nødvendigvis skal sidde på computeren for at blive klog på den. Stakkels børn, tænker jeg. Ja de lærer at bruge computere, det er fint nok, men lærer de at bruge andet?

På Københavns Universitet har de for nyligt besluttet at lade de studerende bruge AI-chatbots til deres opgaver fordi ledelsen har opgivet at få dem til at lade være. Jeg har selv tænkt at løsningen burde være at gå i den omvendte retning: tilbage til at lave opgaverne i hånden – det har man trods alt haft succes med i århundreder, hvis ikke årtusinder – men det går så op for mig at det praktisk talt ikke er muligt, for langt de fleste studerende ville simpelthen ikke være i stand til det. Jeg har selv været et eksempel på det. 

Her er der også en generationel forskel. For de ældre generationer er computeren og det digitale tilvalg, og derfor føles det som en gave at kunne lave tingene på computeren hvis det er smartere. Det er for dem en frihed. Men hvis man ikke lærer andet, så bliver det digitale en ufrihed fordi man ikke kan andet. 

3.

Det er ikke bare nogle anekdoter jeg fyrer af her – der er vist gentagende gange gennem forskellige studier at man husker bedre hvis man skriver noter i hånden. Det er et godt argument for at bruge pen og papir synes jeg. Men selv om studieteknik er et emne jeg tillægger en enorm vigtighed, så er det er ikke det vigtigste for mig når det kommer til håndskriften. Det er i stedet et metafysisk problem. Lad mig forklare:

Dengang jeg stadig ikke havde lært at skrive skråskrift, lærte jeg den franske filosof Maurice Merleau-Ponty at kende. Vores underviser blev ved med at tale om stil, og jeg forstod ikke rigtig hvad det gik ud på dengang, for jeg troede bare det var ét af hans små excentriske tricks til at live undervisningen op. Desuden er stil ikke så filosofisk vigtigt, tænkte jeg. Nu har jeg efterhånden forstået pointen, og jeg fanboyede Merleau-Ponty så meget at jeg var ude og tage et selfie ved hans grav på Père Lachaise-kirkegården. Ikke særligt sejt gjort, men altså selv grim stil er dog stil.

I et af sine mindre værker analyserer Merleau-Ponty den franske maler Cézanne og hans billeder. Han vælger at skrive om Cézanne – tror jeg – fordi maleren markerer overgangen fra det figurative maleri til det mere sansebetonede maleri som impressionisterne indførte i slutningen af 1800-tallet, og dermed en på mange måder modernistisk bevægelse hen mod at malerens egen sanseerfaring kan opleves i billedet. Merleau-Pontys påstand er at det lykkedes for Cézanne at være krop på en anden måde, at se på en anden måde. Cézanne var altså nyskabende stilistisk på den måde at han malede en ny slags billeder, men han formåede samtidig at se på en en ny måde, fordi det at sanse – og særligt det at se – hænger uløseligt sammen med det at male netop et billede, for det er en kunstfrom der primært foregår for synssansen. Det er lidt kunsthistorisk forsimplet, men Cézanne repræsenterer en form for dobbelt bevægelse om at male og se på en anden måde, og det skyldes at det at se og det at male begge dele er noget som man gør med en bestemt stil. Ligesom en maler udvikler et vist formsprog, en farvepalette og så videre som bliver genkendelig for andre – og nogle gange for ham selv – som en bestemt stil, så udvikler alle mennesker en vis stil i deres måde at sanse på. Sansningen er ikke neutral, den bliver udført med en vis stil. (Det er blandt andet derfor jeg har valgt intueor som titlen på denne blog, fordi man kan lære at se, og det interesserer mig. Men mere om det på et andet tidspunkt.)

Praktisk talt betyder det at man bliver nødt til at udvikle sin egen personlige stil hvis man vil opleve verden. Man skal lære at se, at gå, at røre, at føle, at elske, at dyrke sport og så videre på en bestemt måde for at blive bedre til de her ting, og for at verden derfor kan åbne sig for en. Ofte kan man efterligne andre mennesker, men andre gange bliver man nødt til at gøre det selv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt noget man tænker over sådan til hverdag, særligt hvad angår de sanser der er mest grundlæggende, og derfor er det vigtigt at gøre sig nogle erfaringer med at udvikle en stil. Det er vigtigt at tegne lidt med farveblyant og lave modellervoks og sådan fordi det lærer én den universelle oplevelse det er at udvikle en stil. Ikke blot som en selvudviklingsting, men fordi det lærer én at være mere til stede i verden og få en større samhørighed med den. Som han skriver er verden lavet af det samme stof som kroppen. Min påstand er at det at udvikle en stil, eller forskellige stile i forskellige henseender, simpelthen er en del af et godt liv. 

4.

Når man lærer at skrive i hånden, så udfylder man som regel de her hæfter med øvelser hvor man først skal skrive et „a“ en masse gange, siden „b“ og så videre. Når man laver de øvelser skal man skrive af efter bogen og forsøge at ramme den samme linje som de fortrykte bogstaver. Men det er blot en øvelse, og det er i sidste ende ikke hvor meget skriften ligner den i øvelseshæftet der er det afgørende for ens håndskrift, og ikke det man bliver bedømt på – i hvert fald ikke af gode dansklærere. I stedet laver man øvelserne for at lære de rigtige bevægelser: at starte øverst med et „o“, at komme under linjen med et „p“ og så videre. Det egentlige mål med at lære at skrive er at udvikle sin egen personlige håndskrift. Det er nemt nok at lære bogstaverne, men det kræver træning at gøre dem til sine egne og udvikle sin egen skrivestil. Vi siger heller ikke at man lærer håndskriften, man at man får en håndskrift.

De fleste mennesker går ikke til tegning eller musik, og har ikke noget begær efter at udleve sig selv „kreativt“ – eller også undertrykker de det bare af forskellige årsager. Men alle skal lære at skrive, og skriften er derfor en universel erfaring af noget som er personligt. Noget som ikke bare er et træk ved os selv, men et produkt der bliver skabt. Det var ind til for nyligt en fælles – og dog intim – erfaring at gå den udvikling igennem. Det er den egentlige tragedie, og det egentlige svigt af de børn som går i skole i dag. Det bliver frarøvet muligheden for at udvikle sig og for at tilegne sig en stil. Ikke som et egoistisk projekt, men som noget der bringer én tættere på verden. Jeg vil gå så langt som til at påstå at det er en del af den trivselskrise vi taler så meget om fordi det er en del af et godt liv at gøre den slags.

5.

I dag skriver de fleste på tastatur eller touch-screen, og det kan man strengt taget også udvikle en stil med. Det kan man i rent fysisk forstand, og nogle køber eksempelvis specielle keyboards og sætter sit eget præg på dem på forskellige måder. Det synes jeg er en god ting at gøre. Men det kan også være en digital stil i lidt en anden betydning: Nogle venner jeg skriver med, har en bestemt måde at skrive beskeder på, og man kan også tale om en bestemt stil i den måde man udtrykker sig på i de sociale mediers trods alt ret begrænsede tekstflade. Der kan være trends og udtryk i Instagram-captions og den slags. Trump har eksempelvis sin egen markante stil som han udviklede på Twitter. Eller se hvordan unge for et par år siden begyndte at skrive alting med små bogstaver.

Jeg har selv brugt en vis tid på at se computerspil blive streamet på Twitch, og jeg tror at jeg ville kunne genkende den hollandske spiller Grubby spille Warcraft III hvis jeg så en anonym video, på grund af den måde han får noget meget metodisk og komplekst til at se afslappet ud. Det samme gælder Counter Strike-holdet Astralis som dominerede spillet et par år, og som gjorde det ved at udvikle en bestemt stil i deres spil der var en del af den næsten mytiske fortælling de formåede at skabe om holdets storhedstid. Et andet eksempel er da Elon Musk for et par år siden afslørede sig selv som en kæmpe taber ved at lade som om at han var god til Path of Exile, men hvor det var ret tydeligt at han havde fået nogle andre til at spille for sig. Det skete fordi han livestreamede sig selv spille. De fleste prøvede at afsløre hans bluff ved at udregne forskellige måder hans historie ikke hang sammen ved at lede efter en rygende pistol, men det mest afslørende var sådan set hans stil. Nu har Elon Musk i det hele taget ikke særligt meget stil – men hvis man er en af de bedste i verden til et computerspil, som han påstod, så spiller man det med en vis hjemmevant lethed som Musk slet ikke var i nærheden af. Det er det samme som med andre sportsgrene, man behøver bare se en fodboldspiller snøre sine støvler for at regne ud om vedkommende er dygtig.

Min pointe er vist, for nu at afrunde, at man godt kan gøre de her ting digitalt. Man kan godt skrive, godt gå i skole og godt udvikle sig som menneske. Men som meget andet digitalt så er det bare en dårligere og nemmere udgave. Det er ligesom bare ikke det samme, og det er synd.