I sidste indlæg skrev jeg om min kærlighed til fyldepenne der blev vækket da jeg læste på universitetet i Frankrig. Det fik mig til at reflektere over det som på en måde hænger uløseligt sammen med pennen: håndskriften selv. Ser du, ikke nok med at jeg skulle lære at skrive opgaver på fransk – jeg skulle også skrive dem i hånden. Det foregik sådan at professoren, som man kalder alle undervisere på fransk, kom ind i lokalet, sagde et par ting, skrev et spørgsmål op på tavlen og så gik man ellers i gang med at skrive stil i hånden på sine løse ark, klar til at aflevere to timer senere ved timens afslutning. Det kunne være et simpelt spørgsmål som: „Findes der én eller flere sandheder?“, og så gik man ligesom bare i gang.
Da jeg gik på universitetet havde jeg, naturligvis, flere bekendtskaber. Ingen af dem startede i fredagsbaren, som ellers er fordommen, selv om nogle af dem sluttede her. I stedet startede de på læsesalen. Jeg var en flittig studerende og min kærlighed til filosofien var nogle gange svær at adskille fra mit begær i det hele taget. Med en vis forsigtighed vil jeg dog påstå at det er sådan det bør være, at Sokrates havde ret ved at lade mange af sine karakterer gå rundt og være småliderlige. Jeg lærte i hvert fald i løbet af årene at gennemskue hvem der egentlig var flittige og dygtige, og både ubevidst og bevidst har jeg forsøgt at nærme mig folk fordi de munkede den (et slagudtryk for at læse), og undgået eller skåret folk fra fordi de ikke gad læse lektier eller var værd at føre samtaler med. Det er en sans jeg nu har udviklet til så højt et niveau at jeg kan se på folk om de tænker godt. Ved at se på deres manerer eller på den måde de rent fysisk holder om en tekst på – og hvis der er noget, jeg er blevet overbevist om på netop universitetet, så er det at det ydre også er det indre.
På dette tidspunkt i historien er jeg omkring to uger henne og ligger lidt over de 10 timers spilletid om dagen. Jeg vågner, spiser, spiller Baldur’s Gate 3, løber måske en tur eller går i Meny, og det er det. Det er sjovt, men også lidt skræmmende, hvordan det kan lade sig gøre. Jeg har haft den samme oplevelse af at kunne miste tidsfornemmelsen og fokusere intenst på noget i lang tid ad gangen med andre spil, men meget sjældent med andre ting. Jeg kan uden videres sidde 10 timer og spille, det er intet problem for mig. Hvis ikke min livssituation var så særegen, så ville det kun være skammen som holdt mig tilbage – og jeg tænker tit på hvad jeg kunne have udrettet hvis jeg havde kedet mig lidt i stedet for at bruge alle mine eftermiddage som ung mand på at spille Warcraft? Jeg trøster med selv med det faktum at jeg ikke er alene, og jeg ved at mange, særligt mænd, i min generation tænker det samme om sig selv. Det er derfor at jeg har det svært med at kalde mig selv for „gamer“, selvom jeg egentlig har gamet nok til at gøre mig fortjent til det. Jeg forstår stadig ikke om gaming har gjort mit liv bedre eller ej. Det er også hvorfor det har taget mig så lang tid at skrive dette indlæg færdigt: jeg bilder mig ind at jeg kan få det hele til at være noget værd i sidste ende hvis jeg skriver godt om det.
I vinters fik jeg et job efter længere tids arbejdsløshed. I perioden op til havde jeg brugt meget energi på bare at holde mig kørende, på bare at komme ud af døren hver dag. På at lave den slags ting der fik mit liv til at minde om et normalt liv, hvad det så end er. Gå ned på biblioteket og kigge opgivende på jobnet.dk, og sådan lade som om jeg lavede noget den dag. Sandheder er at jeg ikke lavede så meget i løbet af dagen, og jeg havde heller ikke nogen penge til at gøre så meget om aftenen. Det var dog vigtig at opretholde sig selv, lære at spille rollen som produktiv og selvdisciplineret, hvis man nu skulle til jobsamtale.
For nyligt havde jeg den lidt overraskende oplevelse at jeg indenfor 24 timer var ude for tre begivenheder der på hver sin måde havde med ordet „objektiv“ at gøre. Jeg lagde mærke til det fordi det er et af en række ord hvor jeg bliver lidt irriteret hver gang jeg hører det, lidt ligesom „italesætte“ (en dårligt arbejdsskade, jeg gerne ville kureres for) eller hvis jeg hører nogen sige „hvafforen“ i stedet for „hvilken“. Det er derfor sikkert sket mange gange i mit liv at jeg har været ude for noget lignende med andre ord, men at jeg skulle opleve dette indenfor et døgn lagde jeg altså en vis betydning i.
For nyligt har jeg fået et job. Et rigtig fint job i den offentlige administration af den slags hvor er på en eller anden måde altid er lidt kage i frokoststuen, hvor jeg svarer på e-mails med afdelingens signatur der opfordrer modtageren til at følge os på LinkedIn og hvor jeg mit primære produkt er afgørelser som folk skal rette sig efter. Det er med andre ord et kontorjob ligesom mange andre kontorjobs. Det der mest af alt gør det til et job ligesom alle andre, er at jeg skriver alt i Microsoft Word. I mit liv har jeg indtil videre været skærmet fra at bruge Word, men nu har jeg det åbent næsten alle de 7,40 timer om dagen et fuldtidsarbejde består af.
Jeg bryder mig ikke om Word. Man kan måske sige at jeg hader det. Eller, at jeg elsker at hade det, da jeg er en pligtopfyldende neurotiker. Men når jeg har arbejdet lidt med programmet, så er der også noget andet som går op for mig – nemlig at Word har så meget magt over det danske sprog at man ikke kan lade være med at bruge det selvom man lader være.